Se gerne det her sammen – og få et godt grin

For Begge:

.

Must-see For Mænd:

Must-see for For Kvinder:

How to reward a man

(Han kan måske nogle enkelte gange forekomme til for kristen til den Skandinaviske smag. Men tag bare, hvad du kan bruge – og BRUG det!

Dit forhold til din partner,

afslører dit forhold til dig selv.

Hvordan er det?

Hvad savner du?

Mens jeg gik en tur langs vandet, tænkte jeg på mine nytårsaftner de sidste 10 år…

- 2 nytårsaftner kan jeg ikke huske, fordi jeg faldt i søvn (med en ex-kæreste).

- Andre nytårsaftner var jeg vågen. Men det var min hjerne ikke.

- En anden nytårsaften lærte jeg betydningen af “Gå aldrig tilbage til en fuser“.

- Nytårsaften 2008 blev jeg ramt af et nytårsbatteri, affyret af et par teenagere og væltet af vinden. Direkte kurs mod mig, og ingen flugtmulighed. Jeg SKREG. Min nytårskjole smeltede. Min kæreste vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Eller mig. Jeg bundede champagneflasken for at overvinde smerten, men dét skal man ikke gøre, før man ringer til skadestuen. Jeg kan ikke huske samtalen med dem. Og så blev jeg nødt til at ringe én gang til, fordi jeg bagefter fandt ud af, at det vist var et åbent sår.

- Nytårsaften 2009 var min tidligere fascination af fyrværkeri blevet erstattet af Angst for alt, der sprang. Selv champagneflasker. Jeg var så panisk og mistænksom, at jeg kom til at skrige over et uventet brag i en blindgyde – hvor de stakkels nabobørn legede med deres børnekrudt. Jeg har ikke set dem lege med det siden…

- Nytårsaften 2010 kan jeg ikke huske.

Så NU er det tid til en nytårsaften ALENE. Uden ex-kærester, uden vildfarne raketter, uden angst, uden børnekrudt. Bare nærvær og fejring med min eneste ene = Mig. Hygge, sang, champagne, dans, videoer, status over det vilde 2011, drømme og mål for det endnu vildere 2012… Og så kan det da godt være at jeg får lyst til at svinge stilletterne senere…

Men én ting er sikkert. I morgen og alle nytår fremover bliver nogle jeg Aldrig vil glemme. Dét er mit nytårsforsæt…

I dette tilfælde at sende jobansøgninger der kan give ham et job.

Godt spørgsmål!

For det er jo indlysende at man sjældent kan presse et andet menneske, eller gøre det, de skal gøre, FOR dem.

Det er et spørgsmål der kan besvares på utallige måder afhængigt af hvem han er, hvem du er, hvordan jeres adfærd overfor hinanden er, hvorfor du har brug for svar udefra i stedet for at kommunikere med partneren?, om det er et tilbagevendende mønster, hvad det gør ved dig at han ikke gør det, du ønsker han ville gøre? – osv. osv.

Svarene på dé spørgsmål kan i sig selv være meget interessante…

Her er de mere generelle svar:

Hav tillid.

Døm ham ikke over at han ikke gør det, som han i din eller andre optik ‘burde’ gøre.
Selv en midlertidig stagnation og frustration har en fordel: Den kan føre til vækst og ny selverkendelse.

Mange mennesker bliver efter en lille krise stærkere end før og forandrede til det bedre – når de vel at mærke får løst krisen – og ikke bare spist sig igennem den, drukket sig igennem den – eller hvad nu ens personlige flugtmiddel er.

Eksempel:

Da jeg i 2007 bragede derudaf med mit vægttab var jeg lidt bekymret for at min kæreste ikke spiste mad der også kunne hjælpe ham med at smide de ekstra kilo han dengang trængte til at smide. Jeg blev en anelse bekymret. Specielt fordi jeg har en forkærlighed for lækre mandebrystkasser, og hans lignede dengang en blanding af en mande- og damebrystkasse.
Hvad jeg ikke vidste var at han var ved at tage tilløb til at blive klar og en dag opfandt han den mest geniale vægttabs-metode der fik fedtet til at rasle så hurtigt af ham, at han overhalede mig og tabte 20 kilo på 3 måneder! (Og brystkassen blev et hit!)

.

Se din kæreste som en, der sagtens ved hvad han skal gøre og hvornår han skal gøre det.

Hvis du ser ham i dét lys, bliver dét hvad du vil se mere af.
Men hvis du omvendt ser ham som en der sidder fast, er doven, umotiveret og ikke gider at gøre en indsats for at få penge ind, så bliver dét, hvad du vil opleve.

Eksempel:

En mand sendte kun få ansøgninger og gjorde ikke en besynderlig indsats for at få et job. Hans kæreste var irriteret og frustret over hans manglende indsats. Efter et par måneder fik han en jobmulighed der var meget bedre end hvad han havde forventet. På trods af det, var kæresten stadig irriteret over at han ikke havde gjort sig større anstrengelser for at finde et job. Den eneste selvsabotør var i dette tilfælde kæresten, selvom det i starten virkede til at være manden.

.

Måske handler det slet ikke om dine kæreste, men om at du har svært ved at slippe kontrollen og have tillid til ham?

Undersøg om det kan være tilfældet et øjeblik.

Vil det kunne hjælpe Dig i dit liv at slippe kontrollen bare lidt?
Kan du have en tendens til at blive hans (bekymrede) “mor”?

Ér du egentlig bekymret for ham – eller for dig selv?

Det lyder måske mærkeligt, men alligevel ligger der ofte en skjult selviskhed bag vores adfærd overfor de mennesker vi holder af.

Vi kan ikke lide at se dem lide, fordi det gør os utilpas.

Men hvad nu hvis de har brug for at lide lidt?

Eksempel:

En lille nedtur kan være sund for sjælen. Den kan føre til opvågning. Den kan føre til et wake-up-call. Nye erkendelser, nye indsigter – og i sidste ende end helt ny fremtid.

De stærkeste mennesker på planeten kan takke deres nedture for at de blev hvem de blev. Ingen ville have været deres nedture foruden.
Mine depressioner gav mig dybde, og den dybde er noget af det jeg elsker allermest ved mig selv.

Din kærestes ‘job-krise’ kan være nødvendig for ham i forhold til hvor han er i sit liv nu.

Det kan være at han har brug for at finde sig selv og sine passioner.
Hvad der er tilfældet finder du ud af når du får en dyb snak med ham (hvor du for en stund lytter objektivt og fordomsfrit).

.

Snak med ham.

Tag en dyb snak med ham. Prøv for en stund at lytte objektivt. Virkelig objektivt.
Lyt til ham som om han er et menneske du aldrig før har mødt. Vær nysgerrig.

Og tilbage til dig, for det er måske dig, der er mest utryg?

Hvad er du utryg over?
Hvordan kan du skabe den tryghed du har behov for?

I de gamle selvsaboterende dage ville jeg have skældt mig selv ud med ordene “Hvad fanden laver du din spade?? Du kan da heller ikke finde ud af noget!!” og “Kan du da for h****e ikke bare tage dig sammen???”, “SE NU hvad du har gjort!!!”

Jeg ville have såret mig selv sønder og sammen med verbale øreflader.

Og hvad ville det føre det?

Ked-af-det-hed.

Benzin på bålet.

Og i sidste ende mere selvsabotage.

Det var jo det spor jeg kørte i. På autopilot.

Med afstraffelse og vrede.

En elendig gammeldags opdragelsesmemtode, der opfostrer et selvdestruktivt menneske.

.

Gudskelov besluttede jeg mig for længe siden at blive en selvbefrier!

* Jeg har nu det mest velduftende badeværelse nogensinde. Mmmmm!

* Og jeg opdagede noget meget vigtigt: Jeg har har været alt, Alt for nærig med at bruge parfume!

* Jeg opdagede* (*Når vi oplever et uheld opdager vi især hvilke overbevisninger vi er lavet af) at jeg med stor succes fik indført overbevisningen om at der er MULIGHEDER i fejl, dengang jeg besluttede mig for at blive selvbefrier i stedet for selvsabotør.

Så hvis jeg har fået en irriterende bøde eller regning, har jeg brugt det som brændstof til at tjene det dobbelte hjem.

Når jeg er kommet til at ødelægge noget, har jeg brugt det som et brændstof til at få noget jeg ville Elske og Nyde MEGET Mere (således blev mine kedelige gamle vandglas erstattet af festlige champagneglas. Hurra for muligheder!)

Det er en fantastisk befriende overbevisning, for vi får ret i vore overbevisninger. Og så gør det heller ikke noget at det forvandler Fejl Til Muligheder

Hvilken irriterende lille fejl kan du forvandle til en mulighed?

.

Trænger dine overbevisninger og din måde at behandle dig selv på til en opgradering?

Så gå ind på forsiden, hvor selvbefrielse er i højsædet. Der er både Gratis Lydbog, Akut Hjælp og Woodcamp/3 dages selvbefrielse

Min samling forsvandt i årernes løb, men sidste år fik jeg en spontan lyst til at prøve det af igen.

Jeg savnede forståelse og klarhed i mit parforhold og købte derfor 2 sten der var ideelle til det.

Allerede da jeg kom hjem virkede det!

Det virkede fordi en spirituel del af mig troede på og forventede at det ville virke.

Det, vi forventer og tror på, bliver det, vi får.

(*Hvis du nu tænker: “Ja ja, jeg forventede at min kæreste ville have støvsuget i dag og det gjorde han ikke”, så bemærk at du kan have en underliggende overbevisning om at du altid skal fortælle ham hvad han skal gøre, fordi han ikke ville holde hjemmet rent uden dig. Så er dét er altså også en forventning. Tilmed én der spænder ben, fordi den fastholder ham i et bestemt lys.)

.

Når vi forventer noget påvirker det vores adfærd så meget, at vi får ret.
Vi er altså selv med til at hjælpe til at forventningen går i opfyldelse.

Så hvis du tror at det vil virke at købe krystalsten, male væggen i en gunstig farve der fremmer kommunikationen i forholdet, undgå bestemte fødevarer, købe en voodoo dukke, indrette dit hjem og skrivebord efter Feng Shui principper* eller skifte navn hos en numerolog** – så VIL det med stor sandsynlighed virke, fordi du tror på og forventer at det vil virke.

Kort sagt: Hvis du er overbevist om, at det vil virke, så vil det virke.

For det, du forventer, bliver det du vil opleve.

.

Så GØR det hvis du tror på det og er overbevist om at det vil virke. For det er dér, det vil virke bedst

Billedet er lånt fra Stjernesalonen: www.stjernesalonen.dk

* Det skal siges at jeg selv bruger vestlig Feng Shui i mit hjem og elsker det! Men det virker bedst når jeg forventer at det vil virke…

** Selv den dygtigste numerolog i USA, som jeg har taget et online-kursus hos, siger at vi kan vælge at få det bedste ud af selv en ‘uheldig dag’ eller et udfordrende parforhold, fordi vi som mennesker er udstyrede med en fri vilje.
Så vi kan vælge at sige “Pis. Det er en uheldig dag” og spille dét spil. Eller vi kan sige: “Jeg vil have en sjov dag i dag! Jeg vil vælge at finde det sjove i ALT i dag. Fordi det er sjovere end at være irriteret” – og med den attitude-ændring kan vi vende selv en uheldig dag til en sjov dag

“Gud Lana, du er jo forelsket i dig selv!”, tænkte jeg og huskede tilbage til 2006 da jeg gav slip på mange selvdestruktive ting i mit liv og satte mig for at elske mig selv mere end noget andet menneske på jorden.

“Mission accomplished.”

JEG ELSKER MIG SELV.

Forelskelsen blev kort afbrudt af en dårlig samvittighed over den “narcissistiske” kærlighed. Jeg erindrede historien om Narcissus, der blev så forelsket i sit eget spejlbillede at han faldt i søen og druknede.

Vore forfædres måde at bilde os ind at det er forkert at elske os selv, måske?

Måske. Men hvorfor lære noget af selvdestruktive forfædre?

Jeg fortsætter hellere min dag i kærlighedens ultimative kærlighed: At elske hende jeg engang plejede at hade.

Gør dig selv den tjeneste at lytte til dette. Det er Gratis Guld til dig, der er frustreret og sidder fast i selvsabotagen.

På bare 18 minutter kan du have taget et stort skridt ud af kviksølvet. Har du tid til at lade være?

Unmasking Self-Sabotage

Én simpel måde at gøre det på er ved at rydde op og give slip på noget der ikke passer til den fremtidige vision.

Jeg er nu ved at rydde op og smide ud i mit musik-bibliotek.

Hvilken bedre anledning er der til at redigere fortidens minder end ved at omskrive den historie som sangen minder om?

Et eksempel:

Jeg hører Lightening Crashes med Live. Den sang bringer mig tilbage til minder om en periode med tristhed, frustration, men også håb. En periode hvor jeg føler mig alene og ofte stiller spørgsmålet; “Hvad skal jeg dog med mit liv?”.

Jeg lytter nu til sangen, inden jeg sletter den fra min harddisk – og denne gang genskaber jeg et nyt, meget bedre minde. I stedet for at se en ensom, fortabt og frustreret udgave af mig, ser jeg en version der ved at hun er på rette vej. En, der ved at der Altid er støtte og hjælp omkring hende.

I stedet for at sidde og være trist, begynder hun at rejse sig op og danse til sangen med en følelse af at hun er på rette vej, og en tillid til at livet vil være hendes guide…

På den måde kan jeg sige “farvel og tak” til sangen med et stort smil på læben, fordi jeg har omskrevet et minde der ikke var så godt, til et der er bedre…

Min sjæl vil bo i skoven.

Mit ego var mere materielt anlagt.

Min sjæl vil gerne leve mere simpelt (med færre ting).

.
Ønskerne var modstridende.

Modstridende ønsker går ikke i opfyldelse

.

Så det er interessant at kigge på et ønske og spørge:

.
- “Hvem ønsker det?”

dit ego? din sjæl?

din partner?

familie?

dine forældre?

dit gamle jeg? dit kommende jeg?

“Hvad vil jeg støtte?”

• Vil jeg støtte behandlingen af burhøns eller fritgående høns?
• Vil jeg støtte dyreslagteri? (NÆJ!)
• Vil jeg støtte sprøjtemidler eller økologi?

Fremover vil jeg skrive hvert blogindlæg med tanken:

“Hvad vil jeg sprede?”

• Kærlighed
• Glæde
• Inspiration til at leve fra sjælen i stedet for egoet (leve fra friheden i stedet for selvsabotagen)

I dag er sidste dag i 2010.

Hvad vil du sprede i aften? ♥

Spred din glæde i aften.

Verden har brug for den <3

- Og når du har brug for den, kommer den tilbage til dig fra andre

Du kan også vælge at sprede det negative, der ender med at ramme dig i hovedet som en boomerang. Og det er jo selvsabotage.

Skal du virkelig fortsætte med at spænde ben for dig selv?

- eller skal du begynde at bade i frihed, kærlighed, glæde og overflod fra 2011 og alle årene fremover?

Det er dit valg.

At du KAN vælge ÉR frihed

Fra nu af vil jeg kun GIVE gaver (og modtage:-) – ikke Bytte.

Jeg glemmer aldrig den eftermiddag jeg brugte 2 timer på at finde en julegave. Da jeg mødtes med min kæreste var jeg helt begejstret over det Falck-abonnement jeg havde købt. Til mig selv.

Så blev jeg enig med mig selv i at det var sidste gang jeg skulle på tvungen julegave-jagt.

Det var svært.

Jeg havde jo ikke lyst til at skuffe nogen.

Eller være egoistisk.

Men det er langt mindre egoistisk at give af et rent hjerte fordi ‘jeg har lyst’, end at give fordi ‘man’ skal (hvem er “man”?)

Men det ER svært. Specielt fordi vi har den der urmenneskelige frygt for at blive udstødt fra flokken.

.

Den gode nyhed er at alt er et valg. Og det valg træffer du i dit hoved.

• Når du lader dig rive med af andre menneskers jule-travlhed, er det et valg
• Når du lader dig rive med at ‘man skal’ pynte op til jul, selvom du virkelig ikke orker – og lader dig stresse over det, er det et valg
• Når du er stresset over alle de julegaver du skal købe og hvor dyrt det er, er det et valg
• Når du er stresset over al det julebag og mad du skal købe ind til (og bagefter stresset over at skulle smide de 100.000 kalorier), er det et valg

Selvom det måske er provokerende at få at vide at det er et valg, er det samtidig befriende.

For hvis du har valgt det til, kan du også vælge det fra – og vælge noget endnu bedre til!

Hvad vil der mon ske hvis du siger fra?

Jeg har f.eks. valgt jul med min familie fra. Og jul med børnene og kvinderne på krisecentret Til.

Fordi jeg har valgt ud fra spørgsmålet “hvor kan jeg give mest Glæde juleaften?”

.

Hvad har du valgt til – og fra?

• Hvad ville der mon ske hvis du sagde ‘Nej Tak’ til jule-stress og ‘Ja Tak’ til Jule-Nydelse?
• Hvad ville der mon ske hvis du sagde ‘Nej Tak’ til Julegavebytteri og ‘Ja Tak’ til at give fra hjertet?
• Hvad ville der mon ske hvis du sagde ‘Nej Tak’ til at leve ud fra ‘burde’ og ‘Ja Tak’ til at leve ud fra ærlighed?

Der er altid meget at være lykkelig for. Nogle gange tror vi bare at den guldbarre der spærrer vejen, er en mursten…

Det er ikke selve Murstenen/Blokeringen der er selvsabotagen.

Selvsabotagen er at SE murstenen som en blokering, i stedet for at se den mulighed, den rummer.

F.eks. muligheden for at lære og udvikles. Eller muligheden for at se hvad der ikke fungerer af det, du har gjort hidtil.

Vi kan bruge timer, endda dage, på at stirre os så blinde på blokeringen, at vi ikke ser den dør der åbner sig ude i siden.

Så hvornår er selvsabotagen en blokering?

- Det afhænger af øjet der ser.

Selvsabotagen har et budskab til os. Jo hårdere den banker på, jo større er budskabet.

Hvad kunne du lære af din selvsabotage, hvis du virkelig lyttede til den?

Hvis du er en massiv selvsabotør er det øjensynligt længe siden du har været i kontakt med din sjæl (hvis nogensinde!). Så din krop skriger sikkert ekstra meget.

• Stress har et vigtigt budskab til dig (hvad mon det er??
• Smerter i en bestemt kropsdel rummer en vigtig information.
• Også overvægt har et budskab til dig!
• Og naturligvis også selvsabotage

Louise Hay har i bogen ‘Helbred Dit Liv‘ lavet et rigtig godt register for hvad fysiske skavanker kan betyde.

Eksempel:

(øverst står hvad det kan betyde – nederst er positive affirmationer der kan være en hjælp)

At læse dette var nærmest skræmmende, for det falder så godt i spænd med det jeg bruger i arbejdet med vægttabs-sabotage:

1. Fedthylsteret er en beskyttelse. Vi bruger ubevidst fedtet til at beskytte os selv (fra den frygt og usikkerhed der er i vores liv).
2. Vi overspiser/trøstespiser for at flygte fra ubehagelige følelser – ved at flygte ind i en kortvarig, falsk nydelse.
3. At træde ud af tryghedszonen og gøre det, du frygter, er et vigtigt skridt til selvbefrielse…

Tjek her hvad dine symptomer kan betyde

“Sikke en fed løgn. Sådan der så du ikke ud for hverken 3-4-5 eller 6 år siden.” skrev en anonym i det sidste blogindlæg.

Interessant. Ved en hurtigt søgning af IP-nummeret fandt jeg frem til at det var en person jeg havde gået i klasse med i 9 måneder – og at tallene 3, 5 og 6 dermed hurtigt kunne slettes fra listen.

Forbløffende hvordan nogle mennesker tror de kender en, når de faktisk ikke gør det.

- Og interessant at hun tilsyneladende var fluen på væggen i en periode hvor den eneste jeg stort set så var min daværende udlejer (fedthylsteret har en isolerende effekt, hvilket de, der er eller har været der kender alt for godt!)

Da jeg var 15 kendte ingen til mine selvmordsforsøg og volden derhjemme. Selv dér troede mine klassekammerater garanteret at de kendte ‘hende den skøre’. Det var kun en lille del de kendte. I øvrigt kendte jeg ikke engang mig selv, så hvordan skulle andre kunne vide hvem jeg var?

Nogle gange tror vi at vi kender nogen så godt, at vi faktisk ikke engang når ind til dørtærsklen… (Ofte er det eneste vi kender, vores projektioner.)

Så Mette har helt ret i at jeg har været slank før jeg flygtede ind i mad, overspisning, trøstespisning og fedthylsteret.

I den periode jeg gik i klasse med Mette, så jeg sådan her ud i starten:

- Og sådan her senere på året:

Jeg lægger de (for mig yderst ubehageligt grænseoverskridende) “fede” billeder på bloggen for at inspirere andre til at de også kan træde ud af deres fedthylster og ind i deres skønhed.

Jeg bruger min gamle “smerte” til at hjælpe andre, der lige nu sidder fast i fedthylsteret og yoyo-vægten. På den måde vil det give mening hvorfor jeg skulle spilde al den tid på at sabotere mig selv og min skønhed.

Jeg håber at alle vil bruge deres gamle smerte på at hjælpe dem, der lige nu sidder fast i det samme hul.

Også dig, Mette.

Det er sørgeligt at se billeder af hvordan jeg engang saboterede mit liv.

- Og det er virkelig ikke med lethed at jeg lægger dette billede på bloggen. Det er pinligt. At have været så grim. Men at gemme på en skam vil blot føre til en ny selvsabotage. Derfor skal den frem!

Dét der er desværre ikke røde hunde, men hud-sabotage. Hud-tortur. Skin-picking har jeg hørt at det også hedder. Også en form for selvsabotage, ja.

En tåre kniber sig frem mens jeg tænker:

Hvordan kunne du behandle dig selv så dårligt?

Det er virkelig sørgeligt.

Sørgeligt at vi kan behandle os selv så elendigt og uværdigt, når vi saboterer os selv.

Ingen fortjener den behandling vi giver os selv.

Ingen fortjener at blive behandlet dårligt, ignoreret, afvist, talt ned til, tilsidesat, blive set som uværdig og ikke god nok.

Men hvor tit har du ikke ignoreret dig selv eller din krop, talt ned til dig selv, tilsidesat dine behov, følt dig uværdig og ikke god nok?

.

Hvis jeg kunne give hende jeg var for 4-5 år siden et råd, ville det være at lytte til denne sang. Virkelig lytte, som om den var skrevet til hende. For det er den.

Den er skrevet til os alle… Så lyt nøje…

“Floder ved, at der ikke er nogen grund til at skynde sig. Vi skal nok nå frem”

Har du været for utålmodig efter at nå frem?
Så utålmodig at du lavede urealistiske planer som:

“Jeg løbe 5 km HVER dag de næste 6 måneder – og ALDRIG røre sukker og pasta igen”

- Så er det desværre dømt til at blive saboteret.

Læs evt. blogindlægget “Min indre rebel hader regler”

Hvad gør du når du virkelig VED at noget er på vej til at ske?

Lad os sige at du VED at du skal til Fuerte Ventura næste år…

Så gør du højst sandsynligt 2 ting:

1. Gør dig klar fysisk
2. Gør dig klar mentalt: (Glæder dig og nyder det  Visualiserer hvordan du vil nyde vejret, solen, poolen, morgenyogaen, løbeturene, morgenbuffeten..)

Hvordan ville dit vægttab være hvis du gjorde det samme?

• Hvis du nød det mere?
• Troede mere på det?
• Gjorde dig klar (også på at falde i, for det er ret realistisk at det vil ske nogle gange)?
• Gjorde dit køleskab og klædeskab klar?
• Hvordan ville dit vægttab være hvis du var ombord på et online kursus, der ruster dig til hvordan du overvinder forhindringerne?

.

Her er den sang jeg brugte da jeg i 2006 visualiserede den krop jeg drømte om at træde ind i:

…Og jeg kan helt klart anbefale Fuerteventura

Ses vi på online kurset: ‘Bliv Din Egen Selvsabotage Detektiv’? Det håber jeg! For du fortjener at føle dig lækker i en bikini (ja, ‘slank’ og ‘lækker’ ER bare en følelse. Den skal vi også integrere på kurset!)

Tak til Bro-blog for Peter Plys-citaterne

”Organisere gør man, før man gør noget, for at det, man gør, ikke skal gå i kludder”

Gå i kludder. Hold fast i den et øjeblik.
Hvor mange gange er din vægttabs-mission ikke gået i kludder?

Mange, gætter jeg på. For mig var det måske 50. (Og så holdt jeg op med at tælle – og veje.)

Hvad kan vi så lære af det der med at organisere i forhold til selvsabotagen?

At organisere er at sætte i system.

.

Har du overhovedet et system for din selvsabotage?

Eller er den bare et “ÅRRH PIS”-element i dit liv og dine mål?

• Hvordan tror du det ville være hvis du havde et system for hvad du skal gøre og Aldrig skal gøre når du er faldet i overspisningen?
  .
• Hvor meget lettere ville det være for dig, hvis du havde et system for hvad du skal gøre når du render ind i endnu en bussemand i form af en hæmmende overbevisning?

.

Det er netop dé systemer vi kigger i online kurset: ‘Bliv Din Egen Selvsabotage Detektiv’ hvor du kan få hjælp til at kunne hjælpe dig selv til at stoppe din vægttabs-sabotage.

Så 2011 kan blive dét år hvor du smækker dig op på køleren af en firhjulstrækker iført bikini og NYDER DET!

(hvor du før ikke engang nød synet af dig selv iført skitøj)

“Ja goddag, du taler med Naja fra BJ Erhvervsrengøring…” – og mens hun fortsatte gled telefonen ned fra mit øre hvorefter min finger kom til at taste på “Læg På”-knappen.

Det var en interessant oplevelse.

Tænk at bare 5 sekunder kan betyde knald eller fald (for Naja betød det desværre fald? – eller var det knald? Begge lyder lige dårlige i dette tilfælde…)

Hvordan kan bare 5 sekunder påvirke hele din dag?

• Når du tænker “hold kæft hvor er jeg fed”, når du ser dig selv i spejlet?
• Hvordan vil “WOW hvor er jeg lækker” mon påvirke din dag?
• Hvordan vil 5 sekunders kærlighed til dig selv mon påvirke din dag?
• Hvordan vil 5 sekunders kritik påvirke din dag?

At fortolke nervøsitet, spænding, maveubehag eller andre mave-tendenser som sult, er ikke bare selvbedrag. Det er også selvsabotage, hvis du gerne vil smide fedtet.

.

Da jeg “i gamle dage” arbejdede i Kvickly Xtra i Herning sagde min kollega en dag noget jeg aldrig har glemt:

“Jeg har ondt i maven. Jeg er nok sulten.” - hvorefter hun lavede en fransk hotdog med dressing.

.

Jeg tænkte straks at hvis det var hendes lunhurtige konklusion på mavepine, så var det ikke så sært at hun var overvægtig.

(Dengang var mit selvsaboterende middel ikke mad, men alkohol og cigaretter. Det er heller ikke smart!)

.

Der er fælder hvor du (med vilje eller ved en fejl) kommer til at fejlfortolke sult:

• Når du er tørstig
• Når du er dehydreret (f.eks. efter en fest)
• Når du har taget en powernap og lige er vågnet
• Når du har kæresteproblemer
• Når du undviger en stor opgave ved at overspringshandle i køleskabet
• Når du er i gang med noget du helst ville vige udenom
• Når du keder dig
• Når du føler tomhed
• Når du er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt
• Ved menstrautions-smerter eller PMS
• Når din krop får så meget næringstom mad (f.eks. søde sager, hvidt brød, pasta) at den aldrig bliver ordentligt mæt
• Når du er stresset
• Når du er ved siden af dig selv følelsesmæssigt (det er også der du laver de største fejlkøb, har undersøgelser vist)

.

Hvis du har tendens til at flygte ind i mad eller spise, selvom du egentlig ikke er rigtig sulten, skal du lytte med i uge 1 og 2 af online kurset: ‘Bliv Din Egen Selvsabotage Detektiv’ hvor vi skal omkring:

• Hvilken del af dig du er Nødt Til at genetablere kontakten med for at kunne lykkes med at befri dig selv fra din vægttabs-sabotage
• Hvordan du tager detektiv-brillerne på når lækkersulten (og veninderne) lokker

“Kære julemand. Igen i år, ønsker jeg mig en fed bankkonto, og en slank krop. IKKE modsat, som du tydeligvis troede sidste år.”

Skal vi dykke ned i hvorfor du har en fed krop og en slank bankkonto?

I Uge 4 på online kurset: ‘Bliv Din Egen Selvsabotage Detektiv’ kommer vi netop omkring Hvordan din vægttabs-sabotage hænger sammen med de andre områder af dit liv, du sidder fast i

Der er nemlig en fantatisk spændende grund til at du har en fed krop og en slank bankkonto – og ikke omvendt. (Og det er desværre ikke julemandens skyld)

At lære af andre er virkelig værdifuldt. Jeg elsker at lære af andres eksempler. Derfor bruger jeg også mine egne eksempler til at inspirere andre. Her er én vægttabs-sabotøses inspirerende afsløringer/svar på de spørgsmål du kan finde her:

.

Forestil dig at du er en detektiv, der har fået den opgave at efterforske alt hvad der kan indtages hjemme hos dig. Det vil sige både køleskab, fryser, køkkenskabe, alt der kan drikkes, vitaminer, mineraler og olier.

Afslører det at her en en person der har den krop og den sundhed, du gerne vil have?

- Nej! Der mangler mange flere frugter, grøntsager og sunde alternativer.

Der er ikke ret meget slik og usundheder, men der er så sandelig heller ikke meget af det sunde.

Det virker sådan lidt middelmådigt og uengageret (AV – IKKE et ord jeg bryder mig om i forhold til mig!!!)

.

Trives den krop der bor i dette hjem eller hungrer den efter kærlighed og næring?

- Den lever og den forgår – måske – ikke. Men den trives ikke og den får ikke den kærlighed, opmærksomhed og næring den fortjener.

.

Hvorfor har du ikke allerede den krop og den sundhed du gerne vil have?

(Læg mærke til hvilke overbevisninger eller blokeringer der dukker op og skriv dem ned.)

- Jeg har ikke motioneret nok.
- Jeg er bange for at jeg ikke kan holde vægten, når jeg har opnået den ønskede vægt.
- Jeg tror jeg skal give afkald på alt det jeg kan lide og nyder.
- Jeg tror det er besværligt – især når jeg er ude
– Jeg bilder mig selv ind, at jeg jo har det godt nok (NOT)
- Jeg bilder nogen gange mig selv ind, at jeg vel har lov til at have det godt med ikke at være str. Slim!
– Det lykkes alligevel aldrig!
- Det skal andre ikke bestemme – jeg gør som det passer mig

.

Hvad må du give slip på, for at være dér kropsligt og sundhedsmæssigt, hvor du gerne vil være?

– Jeg må give slip på den lorteoverbevisning jeg har om, at jeg ikke kan holde vægten.
- Jeg må også give slip på at tro at jeg jo har det godt nok (for jeg er faktisk jævnligt ked af, at jeg er fed)
- Jeg må også slippe at tro at jeg skal give afkald på ALT jeg kan lide ALTID – jeg kan nemlig godt lide the, og det kan jeg beholde
- Jeg må også udnytte min overbevisning om, at jeg gør som det passer mig – men nu skal det sgu passe  mig, at være slank ))

.

Tag alt dit tøj frem. Hvad afslører det?

(Er det en person der føler sig lækker, der bor her, eller er det en der pakker sig selv væk?)

- En der gemmer sin krop væk og som prøver på at fremstå neutral.

.

Er det tydeligt i dit klædeskab at se at her er skabt plads til den krop du gerne vil have?

Nej!!!!!

.

Hvis du f.eks. gerne vil vise mere kvindelighed, men du lige nu pakker dig væk, så kan det måske netop hjælpe dig med at tabe dig ved at fylde mere kvindelighed i dit klædeskab allerede nu. Det er en gammel fælde vi tit falder i: “Når jeg bliver slank, vil jeg… (elske mig selv, gå i kjoler, være mere sevsikker, (indsæt selv)). Men dé ting kan netop være noget vi har brug for, for at Nå målet.

- Jeg kan straks se, hvilket tøj jeg skal gå mere i allerede nu og hvilket noget tøj, der måske skal gemmes væk (alle teltene!!)

.

Hvad ville du spise og hvordan ville du gå klædt, hvis du allerede var der hvor du gerne vil være – kropsligt og sundhedsmæssigt?

- Jeg ville spise 80 % sundt og nærende og energigivende.

- Jeg ville have kropsnært tøj, der fremhæver mine lækre former og som viser min kvindelighed – jeg ville være selvbevidst og stolt.

.

Hvad vil være et skridt udenfor din tryghedszone at ændre i dit klædeskab og køleskab?

- I mit køkken vil det helt klart være at fjerne mange af de ting du nævner nedenfor – jeg går i gang på mandag!!! For nu vil jeg det.

- Alle dine spørgsmål og anvisninger giver super god mening – og jeg kan mærke det rykker at svare på spørgsmålene.

.

Vil du også finde ind til noget du længe har været blind overfor? Så find detektivarket her. For Du og din krop ER vigtig!

Ahem, jeg mener at spille spil (alt hvad man kan vinde i!).

Under 7-kabalen var jeg 3 kort fra at vinde. 3. Ud af 52. De 3 kort spændte altså ben for at jeg kunne nå mit mål – at vinde:

Det inspirerede mig til at skrive lidt om hvordan bare 3 skjulte forhindringer kan spænde ben for at din drøm går i opfyldelse:

1. Det du ikke er bevidst om, spænder mere ben for dig end det du er bevidst om. Det spænder ben for dig om du vil det eller ej. Om du tror på at det er der eller ej. En kvinde saboterede sit vægttab (sin krop, sundhed, skønhed og frie udfoldelse) ved at have en skjult nedarvet kerneoverbevisning om kvinder, der var så nedbrydende for kvindekønnet, at jeg ikke engang vil lufte den her (visse ting skal bare ikke føres videre!)
   .
2. Det der er skjult (ubevidst) kan du ikke ændre. Det svarer til at ville rydde op i et rum du ikke aner eksisterer. Du er nødt til først at vide at det rum overhovedet er der, før du kan rydde op i det. Hvor mange selvsaboterende overbevisninger går du mon rundt med, uden at ane det? Du kan starte med at undersøge dine forældres, bedsteforældres og tipoldeforældres overbevisninger. De er desværre ofte med i din mentale rygsæk uden at du aner det.
   .
3. Hvis du længe har siddet fast i et gammelt mønster, ligger der i det mønster en række skjulte forhindringer, der spænder ben for dig – uden at du aner det. Hvornår er det tid til at give slip på dem, i stedet for at bære rundt på dem? – Og har du råd til at fortsætte i det spor du har været på i flere år?

Hvis du vil finde ind til alt det gamle skrammel der spænder ben for dig uden at du aner det, har jeg her et trin til lige præcis dét formål

Forskellen på Før og Efter er bare, at før gav jeg efter for lysten til at flygte ind i mad.
Nu ser jeg den som det, den er:
Information.

Lysten til at flygte ind i lækre desserter, snacks, søde sager, rødvin, (Thank Goddess, Rema har åbent et par timer endnu!! Ha Ha) – Lysten til at flygte ind i mad fortæller mig at jeg ønsker at flygte fra noget.

…Og så ved jeg at jeg skal:

1. Stoppe op
2. Tage detektivbrillerne på
3. Undersøge Hvad det er, jeg prøver at flygte fra

- Og lige nu er det de ting jeg synes er knapt så sjovt: At Planlægge Vægttabs-Sabotage Woodcampen og teleklasserne for 2011. For planlægning er min svage side. Bare tanken om det giver mig lyst til den lækre, cremede Tiramisú de lige nu har i Rema.

Kender du det?

Men jeg er nødt til at ‘sluge frøen’ og se det jeg flygter fra i øjnene: Uden planlægning, ingen Woodcamp (og det ville eddermaeme være synd for dig, der lige nu kæmper med både vægten og dig selv).

Så her er hvad jeg mener med ‘Heldigvis’ i forhold til at du ikke slipper af med lysten til at flygte ind i mad:

1. Hvis jeg ikke havde haft lysten til at flygte ind i mad, ville jeg ikke være blevet nødt til at stille mig selv spørgsmålet “Hvorfor?”
2. Så havde jeg ikke opdaget at det jeg flygtede fra var planlægningen
3. Så ville jeg ikke bruge denne dejlige lørdag på at få planlægningen ud af verden og fred i sjælen

- Og det gælder uanset hvilke ingredienser du bruger i din selvsabotage-strategi: Mad, alkohol, shopping, dating, arbejde, overspringshandlinger – ALT har et vigtigt budskab til dig!

(Jeg har tilsyneladende trænet min mand til at blive en god selvsabotage-detektiv. For da jeg 15 minutter efter dette indlæg spurgte om han havde lyst til at hygge med noget lækkert – spurgte han “Hvad flygter du fra?”. Busted… Igen… Så nej, lysten til at flygte forsvinder ikke engang om så du skriver et blogindlæg om det. Men at du har lyst til at flygte siger noget om at der er en VIGTIG “kamel” der skal sluges!)

I går havde jeg en diskussion med et par ældre damer om uhøflighed. De mente at man er uhøflig hvis man ikke byder en person velkommen med friskbrygget kaffe (men hvad så hvis man ikke drikker kaffe?)

Jeg var så optaget af diskussionen (fordi jeg simpelthen ikke kunne begribe at der findes mennesker i det moderne Danmark der rent faktisk har sådanne holdninger og mener det alvorligt!) så jeg glemte en aftale med min kæreste – og endte dermed med at skuffe min elskede Jim, som jeg elsker højere end diskussioner med mennesker fra en anden tidsalder.

Jeg skulle bare have lyttet til min selvsaboterende advarselslampe, der hviskede: ”Lad være med at spænde ben for resten af din dag pga. en åndssvag diskussion I ikke kommer nogen vegne med. De er lige så stædige som dig. Lad rebelskheden ligge og gå hjem.”

Men jeg var for stædig efter at hjælpe dem med at slippe stædigheden (kender du det?)

Så jeg begyndte at forklare…

I serbien, hvor mine rødder er fra, er det uhøfligt ikke at spise det værten serverer. I 2004 takkede jeg alligevel nej til den klistrede, kalorietætte og næringstomme siruplage og lod mig ikke motivere af “Jamen din tynde kusine spiser det her Hver Dag!”

- Ja, hun blev skuffet, min kære faster med den store bagdel. Men ikke så skuffet som min krop og energi bliver af at spise den slags tortur-ingredienser.

Uanset hvad, vil vi være uhøflige.

Nogen vil tage dét personligt, som ikke er personligt ment.

F.eks. at der ikke er kaffe på kanden.

Eller at du er vegetar og derfor takker nej til deres kødsovs.

Du kan være så høflig overfor andre, at du ender med at være uhøflig overfor dig selv.

F.eks. når du ikke sætter en grænse.

Hvis jeg er kunstigt høflig overfor dig vil jeg bare påtage mig en maske og aldrig give dig muligheden for at se hvem jeg egentlig er.

Hende den ærlige f.eks.

Hvad har du tænkt dig at gøre med julegave-brølerne hvis du ikke tør være uhøflig og på en pæn måde sige at de der grå tennissokker og MBT-sko ikke lige er dig (men tanken var god!)

Hvornår er du høflig overfor andre, på bekostning af dig selv?

Hvor mange gange har du været uhøflig overfor dig selv ved at kritisere dig selv over at du ”burde” være “sådan-og-sådan?”

Tag disse tips med et gran salt og en god portion selvironi.

- Hvornår behandler du dig selv dårligt, mens du undrer dig over hvorfor du ikke bare kan være glad og nå dine mål??

Desværre snød hun kun sig selv, ved ikke at vide helt præcist Hvordan man snyder sit stofskifte.

Hvornår snyder du dig selv, ved ikke at vide hvordan noget fungerer?

- Og ved du egentlig hvordan man snyder sit stofskifte på den rigtige måde?

Det er der et (ret morsomt) blogindlæg om her:

4 Tips til at Undgå at Ligne en Fed Julesteg Nytårsaften

Så se frygten som din guide. Den fører dig på sporet af din power, din frihed og det liv, du drømmer om.

Frygt rummer frihed – og det liv du drømmer om, ligger på den anden side af din selvsaboterende tryghedszone.

Så hvilken frygt må du springe ud i, for at komme et skridt tættere på din drøm?

Når man stikker snuden frem og får succes vil nogen blive misundelige på din succes. Måske så misundelige at de vil tænke dårligt om dig, tale dårligt om dig eller måske helt undlade at tale om eller med dig.

Det er den selvsaboterende misundelse.

De tror, de spænder ben for dig, men faktisk spænder de bare ben for sig selv.

Den sunde misundelse derimod, er at bruge misundelsen til at tænke “YES, det her må være noget jeg selv gerne vil have, siden jeg blive misundelig på dem, der har det”. Og gå så ud og skab det!

Jeg har i flere år været misundelig på gravide kvinder. Det blev til diskussioner med kæresten om børn, der gav ham meget mindre lyst til at få børn. Ved at vende det til en sund misundelse ved jeg nu at det er noget, jeg gerne vil have, og er trygt ved at det vil blive aktuelt ved rette tid. Så nu kan vi snakke om emnet på en helt afslappende måde.

Forskellen er, at den selvsaboterende misundelse siger “Hold kæft hvor er det dårligt at ANDRE kan få det, når jeg ikke kan”. (og så får du ganske ret i dét!)

Den sunde misundelse siger: “EJJJ, hvor snyyd!! Dét vil jeg virkelig også gerne have!” (velvidende om at ‘man kan, hvad man vil’…)

Så på den måde kan din misundelse afsløre dine overbevisninger. Om det er “jeg kan” eller “jeg kan ikke”.

Forskellen mellem de 2 er enkel:

- Ved “jeg kan” får du det, du drømmer om.

- Ved “jeg kan ikke” skaber du en blokering for dig selv.

At gøre det, der er blandt dine svar vil kræve en forandring, og ‘gud forbyde det’ (forandring ER skræmmende, det er meget lettere at blive i din selvsaboterende tryghedszone).

Svaret kan også rive op i en grundlæggende utilfredshed eller vække en gammel smerte.

Men guess what? Det er du bare nødt til at se i øjnene.

Du har brugt mange år på at flygte og overspringshandle.

Stop flugten.

Dit virkelige liv venter på dig.

Når jeg leder efter en bog eller kigger på en bog, spørger jeg nogle gange mig selv; “Hvad ville jeg håbe, at der stod i denne bog?”. Pling! Så får jeg øjeblikkeligt svaret på det, jeg leder efter, bare ved at kigge på bogen.

Hvad håber du at der vil stå i de bøger du kigger på?

Jeg har aldrig nydt at støvsuge. Det var bare et irriterende onde, der skulle overståes. Indtil jeg fik en Dyson.

Ironisk nok gav jeg den til min kæreste i fødselsdagsgave, så han kunne støvsuge mere. Han blev vildt glad for den og det gjorde jeg forbavsende nok også. Nu er der ligefrem rift om støvsugningen.

Vi ELSKER det!

Her er et eksempel fra en hverdagsscene:

Jim: “Hvor lang tid går der før du er klar?”

Lana: “7 minutter”

Jim “Godt.” – hvorefter han griber ud efter Dyson og støvsuger køkken og kontor.

Hvorfor i alverden købte jeg den så ikke for lææææænge siden?

- Fordi jeg tænkte så ganske fornuftigt: “Når den gamle går i stykker, så køber jeg en ny”.

Men den gamle gik desværre bare ikke i stykker. Selvom jeg nogle gange ønskede at give den et kærligt skub ned af trappen.

.

“Når den gamle går i stykker, køber jeg en ny” kan være selvsabotage, hvis du virkelig hader den gamle.

Det er selvsabotage fordi du med andre ord siger til dig selv: “Jeg har ikke råd til at købe noget jeg gerne vil have, medmindre jeg virkelig er NØDT til det”.

Hvorfor?

- “Jeg har ikke råd” afslører nogle hæmmende overbevisninger i forhold til penge. For når du siger til dig selv “jeg har ikke råd”, får du ret.

Du får  A L T I D  ret i dine overbevisninger.

“Jeg har ikke råd” afslører penge-sabotage.

Jeg kan nemlig godt love dig for at du ikke har råd til IKKE at  gøre eller få, det du gerne vil.

.

Hvad støvsugere angår, har Dyson allerede tjent sig selv hjem mange gange i forhold til:

- de støvsugerposer vi slipper for at købe

- den forurening vi slipper for at have indenfor (posestøvsugere sviner uhyggeligt meget)

- det støv vi slipper for at have cirkulerende i luften (nu har vi NUL støvfnug i luften)

- al den tid vi slipper for at bruge på at køre over den samme flade mere end én gang  (Dyson er satans effektiv!)

- og al den ulejlighed og irritation vi ikke længere har.

Why not.

Selvom jeg går mest ind for at finde ind til kernen af selvsabotagen og fixe dét (hvilket er at du trænger til en pause fra din egen hjerne, skatter). Alligevel kan det  være en hjælp at sabotere muligheden for at lave selvsabotagen.

Hvordan kunne du sabotere din selvsabotage?

• Ved at rydde dit køleskab og dine køkkenskabe for alt hvad der saboterer din sundhed og den krop og energi du gerne vil have?
• Ved at klippe dine kontokort eller kreditkort over eller give dem til en der kan opbevare dem for dig (GISP! - men den er god!)
• Ved at lave en to-do-liste hver dag, så du ikke falder i overspringshandlingerne?
• Ved at slukke for internettet, så du ikke kan komme på det, før du har skrevet på den opgave? (det var en note to self, da min lydbog skal indspilles om 2 dage – gisp!)
• Ved at fjerne det, der indbyder til selvsabotagen?
• Ved at få det, selvsabotagen giver dig (f.eks. en pause) på en meget bedre måde, så du kommer selvsabotagen i forkøbet? (Læs f.eks. Det AllerNemmeste Tip Til At Stoppe Din Selvsabotage, som du får gratis når du tilmelder dig nyhedsbrevet)

Jeg er normalt ikke tilhænger af kontrol, da det ikke løser problemet i det lange løb. Men nogle gange kan det absolut være en hjælp.

Så jeg slukker for Airporten (Apple’s trådløse router, red.) – og saboterer dermed samtidig min kærestes selvsabotage. Smart

Hvis du ikke rydder op i din selvsabotage, vil du fortsætte med at være en magnet for de ting du faktisk ikke ønsker at være en magnet for. Fordi du er styret af nogen udenfor din frie vilje og sunde fornuft: Din selvsaboterende kerne.

Hvis du ikke vil hjemsøges af selvsabotagen, så ryd op i den. Hvis der er noget der “spøger” igen og igen, så stop op og se det i øjnene. Sluk TV’et, sluk underholdningen. Se din selvsabotage i øjnene. Medmindre du vil fortsætte med at være en magnet for det, du ikke engang vil have i dit liv.

Du kan gøre det på egen hånd eller du kan få hjælp til det. Drop dine selvsaboterende undskyldninger og giv dig selv et lynforløb her. Der er ’tilfreds-eller-gratis’-garanti, så du kan kun vinde.

.

Disse svar er fra en skøn kvinde, hvis inspirerende mission du kan følge her: 50 kg på 500 dage

***

Tag detektivbrillerne på og lav en efterforskning i din sundhed

Forestil dig at du er en detektiv, der har fået den opgave at efterforske alt hvad der kan indtages hjemme hos dig. Det vil sige både køleskab, fryser, køkkenskabe, alt der kan drikkes, vitaminer, mineraler og olier.

Afslører det at her en en person der har den krop og den sundhed, du gerne vil have?

Trives den krop der bor i dette hjem eller hungrer den efter kærlighed og næring?

Hvad blokerer den krop og sundhed, du gerne vil have? Hvor har du lagt små fælder for dig selv?

Hvorfor har du ikke allerede den krop og den sundhed du gerne vil have?

Hvad må du give slip på, for at være dér kropsligt og sundhedsmæssigt, hvor du gerne vil være?

Giv slip på det, der modsiger og modarbejder din drøm.

Tag alt dit tøj frem. Hvad afslører det? (er det en person der føler sig lækker, der bor her, eller er det en der pakker sig selv væk?)

Er det tydeligt i dit klædeskab at se at her er skabt plads til den krop du gerne vil have?

Hvad holder du fast i på grund af “hvad-nu-hvis-jeg-en-dag-får-brug-for-det”-frygten?

Hvad ville du spise og hvordan ville du gå klædt, hvis du allerede var der, hvor du gerne vil være – kropsligt og sundhedsmæssigt?

Hvad vil være et skridt udenfor din tryghedszone at ændre i dit klædeskab og køleskab?

Vil det føles ubehageligt for dig at have et køkken der er helt fri for sukker, mel, kiks, kager, hvidt brød, is, smør, slik, snacks? Hvis det vil, så skil dig af med det. Prøv at leve uden i 60 dage og undersøg hvilken forandring der sker.

Da det ydre er en afspejlning af det indre er dit hjem er en god afspejlning af hvor du er og ikke er i dit liv.

Er dit hjem en afspejlning af at der bor en person der er der, hvor du gerne vil være?

Hvorfor er du ikke allerede der, hvor du gerne vil være?

Hvad må du give slip på, for at være dér, hvor du gerne vil være?

Hvad vil være et stræk udenfor din tryghedszone at indføre i dit hjem?

Hvad vil være et stræk udenfor din tryghedszone at give slip på i dit hjem?

Hvad er dine selvmodsigende tryghedszoner?

Hvordan ville dit hjem se ud, hvis der IKKE var NOGEN begrænsninger?

Hvorfor har du ikke allerede dette?

Hvordan er du blevet påvirket af dine omgivelser?

Hvilke omgivelser skulle du bevæge dig hen imod, for at være der, hvor du ønsker at være?

For at forklare det kort, i forhold til min selvsabotage model, er der 3 dele:

1. Den ydre selvsabotage = Handlinger
2. Den indre selvsabotage = Tanker (overbevisninger)
3. Den selvsaboterende kerne = Følelser (smerte, gammel sårethed/svigt)

Det er den selvsaboterende kerne der driver værket. Hvis der er gammel sårethed, svigt og smerte vil det påvirke vores tanker/overbevisninger og handlinger, og dermed vores liv.

Så gammel sårethed/svigt styrer vores liv, uden at vi aner det.

.
Vi har gennem årene glemt den gamle sårethed/svigt, så når folk kommer til mig er det fordi de har en ydre selvsabotage (f.eks. aldrig at have penge nok) og derfra bevæger vi og ind til overbevisningerne om penge – og de vil afsløre gamle følelsesmæssige smerter i forbindelse med penge.

For nogle kan det (i eksemplet med penge) være decideret had til penge, der gør at de bruger dem ufornuftigt og at de fosser ud, andre har som børn svoret at de ville leve et liv uden penge, fordi de oplevede at blive beskyldt for at have stjålet penge eller oplevede hvordan penge kunne splitte familien ad, el lignende (min egen historie om igen).

Så den gamle smerte er grunden til, at vi ikke bare sige “NU skal jeg være fornuftig!”

.

Her er en kort video om selvsabotage (2:44 min)

- og jeg er ved at afslutte en lydbog om emnet, der kan hentes gratis i næste uge (tilmeld dig nyhedsbrevet på http://www.lanabos.com/ hvis du vil være sikker på at få den)

.

Der er en grund til at du er skruet sammen som du er: På din særlige måde, med dine særlige talenter, med din særlige personlighed, dit særlige udseende og karisma og de særlige oplevelser og erfaringer du har haft.

Verden har brug for Dig. Det er derfor du er på planeten.

Så gør det, du er bedst til. Gør det, du elsker at gøre.

Nogen vil måske hade det, mange vil elske det – og nogen har stærkt Brug for det.

Når du vokser og udvikler dig, gør verden det samme.

Men hvis du fortsætter med at holde dig selv fanget i dit lille musehul, af frygt for den store kat, vil både du selv og dem der har brug for dig, fortsætte med at lide…

.

Det samme kan overføres til selvsabotage:

Hvilken overbevisning har du haft oppe at vende mange gange?

- “Jeg er ikke god nok”? “Jeg fortjener det ikke”? “Jeg ved ikke nok”? “Jeg kan ikke nok”?

.

Hvor mange gange har du lyst til at lytte til dén gamle historie, inden du vælger at kassere den?

.

At vende en overbevisning skal ske på tre overordnede planer:

(1) det fysiske plan (handling)

(2) det mentale plan (tanker)

(3) det psykiske plan (følelser)

.

Hvis du har arbejdet meget med dine gamle overbevisninger, men de stadig hjemsøger dig, er det ofte fordi du ikke har ændret overbevisningen på det fysiske eller følelsesmæssige plan. Så lad os sige at du har ryddet op i “jeg kan ikke nok” på det psykiske plan. Så er det næste skridt at spørge dig selv “Hvad ville jeg gøre, hvis jeg var overbevist om at jeg kan nok?”. Svaret på det, er noget du er nødt til at gøre. Gør du det ikke, klamrer du dig stadig til den gamle overbevisning og det vil ikke føre dig dertil, hvor du gerne vil hen…

God oprydning

.

At tage ansvar er i virkeligheden alt andet end kedeligt. Det er faktisk befriende. For det, at tage ansvar er at indtage førerrollen i dit eget liv. Det betyder at DU er manuscriptforratteren i dit eget liv. Når du tager ansvar bestemmer du. Når du fralægger dig ansvaret bestemmer andre.

Du kan se hvor du har taget ansvar indtil nu i de områder af dit liv du er tilfreds med – eller har vendt til det bedre.

Det kan være befriende ikke at behøve at tage ansvar.

Du slipper for at gøre noget, fordi hændelserne sker MOD dig.

Men vil du mon kunne skabe den krop du drømmer om, hvis du ikke tager ansvar og vender dine spisemønstre?

Vil du mon kunne vende din økonomi, hvis du ikke tager ansvar for dine hæmmende overbevisninger om penge?

Vil du mon kunne skabe det liv du drømmer om, hvis du fortsætter med at komme med undskyldninger for, hvorfor du endnu ikke er der, hvor du gerne vil være?

Nej.

“Det er samfundets skyld”

“det er mine forældres skyld”

“hvis bare jeg havde haft en anden opvækst”

“hvis bare jeg havde lært det noget før”

“hvis bare jeg havde været yngre, ældre/haft mere erfaring”

Men de tanker hjælper dig bare ikke med at skabe det liv du gerne vil leve.

Vi kan alle sammen falde tilbage til offerrollen fra tid til anden. Du skal selvføgelig ikke banke dig selv oveni hovedet når du gør det. Bare se det som information og læg mærke til hvorfor du gør det.

Hvis du -ligesom mig – har haft en hård opvækst kan det være fristende at bruge din gamle vrede til at bebrejde dine forældre for at du sidder fast i et område af dit liv. Men tænk på at dine livsvilkår er en gave, og du bestemmer selv hvad du vil gøre med den. Du kan sidde surt tilbage og være irriteret over at gaven ikke kan byttes. Du kan gemme den væk, i troen på at tiden heler alle sår. Eller du kan bruge bruge den gave til at berige mange andre, der mangler den gave du har fået.

Detektiv-arbejde:

Undersøg hvor i dit liv du har lagt ansvaret i andres hænder…

Hvor i dit liv har du lagt ansvaret i andres hænder?

- Det er også dem eller det, du har givet din magt til.

Hvad er fordelen ved at slippe for at tage ansvar?…

Hvad er bare én ting du kan gøre for at tage ansvar i et område der savner din opmærksomhed?

At tage ansvar er befriende. Fordi du ikke behøver at vente på at blive “reddet” af den rette person eller 7 rigtige i Lotto. Du kan redde dig selv.

.

Hun havde tilmed været hjemmegående i mange år og “kunne derfor ikke få et job” – så Hurra, nu havde hun jo fået et! …men nu kommer pointen: Én uge efter hun startede (de 2 sygedage er iberegnet) blev hun nødt til at sige op fordi det var psykisk hårdt for hende. Jeg havde meget ondt af hende og tilbød at snakke med hende om hvordan hun kunne komme ud af den onde cirkel, men hun valgte at stoppe få dage senere (det psykisk hårde var arbejdsopgaven, ikke mig!).

Hun valgte at tro på at håbet var ude, fordi hun var “født overvægtig”, alle kvinderne i hendes familie havde været overvægtige og hendes barndom havde været alt for frygtelig til at hun nogensinde kunne blive rask.

Suk.

Operationen var det afgørende for om hendes fremtid kunne ‘blive reddet’. Hun overlod sig selv til omverden, som en strandet hval, der venter på Greenpeace.

Det, der er interessant ved eksemplet på andre menneskers valg er ikke at pege fingre af det (selvom jeg er god til både at grine af mig selv og andre), men at bruge det til at pege på mig selv: “Hvad kan det her lære mig om mig selv? Hvor gør jeg det selv?”

Så tænk lidt over det…

Så det du ikke har løst i dit gamle, kan med andre ord sabotere dit nuværende(!)

At flygte hjælper ikke. Desværre. Det er bare spild af tid, god kærlighed og et godt parforhold.

Så, hvilket mønster går igen i dit nuværende parforhold?

Hvor spøger gamle konflikter fra dine ex’er?

Gammel sårethed kan sabotere dit parforhold (eller mangel på samme), specielt fordi:
(1) Du søger at blive bekræftet i din sårethed (“jeg er ikke elsket/ønsket/værdsat”, etc.). Din gamle sårethed er blevet det filter du lytter med. Og det filter hører en bekræftelse på “Se, det er rigtigt, han/hun elsker/værdsætter mig ikke”

(2) Såretheden udvikler sig til vrede, fordi du naturligvis ønsker at beskytte dig selv… Og hvis der er noget der kan sabotere, er det vrede. Du bliver vred på din partner, begynder at irritere dig over det, du engang fandt sødt eller charmerende. Kan ikke rumme partneren og synes vedkommende “fylder for meget” i dit liv. Med andre ord, ønsker du ubevidst at straffe partneren, fordi han/hun sårede dig. Derfor skaber du en mental distance.

Det er ikke din partner der har såret dig. Du har såret dig selv.

Du har såret dg selv, på grund af det, du fik en andens ord til at betyde om dig. Du sårer dig selv, fordi du går rundt med en underliggende overbevisning om at “jeg er uelsket/uønsket/ikke noget værd”. Derfor skal problemet altid opløses inde i dig selv – og ikke i partneren.

Oldgammel sårethed styrer dit liv.

Den gamle sårethed blev typisk skabt da du var barn. Opløs den, så dit liv ikke skal styres ud fra den. For så længe du har en gammel sårethed i dig, vil du hele livet gå rundt med dette filter og igen og igen bumpe ind i noget, der bekræfter dig i, at du “ikke er god nok”, “ikke er elsket”, “ikke er ønsket”, eller det, der er værre…

.

Her er et par spørgsmål du kan kigge nærmere på for at buste dig selv…

Hvilken undskyldning bruger du til hvorfor du ikke har fået opfyldt dine inderste drømme?

I 2007 var mine: “De kommer, de er på vej”, “En skønne dag vil jeg få alt hvad jeg vil have”

I hvor mange år har du brugt undskyldningerne?

“Hele mit liv har jeg drømt om en bedre tilværelse”

Hvilket behov opfylder undskyldningerne?

“Behovet for ikke at tage det tunge ansvar, ikke behøve at træffe et valg, ikke behøve at bevise at jeg er værd at lytte til”

Hvis du opgav undskyldningerne, hvilke følelser og oplevelser ville du få adgang til, som du ikke har nu?

“Succes, at udrette noget, følelsen af frihed, at jeg kan skabe lige det liv jeg ønsker, følelsen af uafhængighed”

Pssst… Det er også dem, du har givet din magt til!

Jeg gav altid mændene i mit liv skylden. Og det kunne spores tilbage til at jeg som barn gav min far skylden for at vi var ulykkelige og havde det hårdt.

.

Alle mændene i mit liv havde det til fælles at de blev mit overjeg. “De” gav mig dårlig samvittighed. “De” fik mig til at føle mig forkert. “De” var skyld i at jeg ikke kunne leve som jeg gerne ville.

Og derfor hævnede jeg mig på dem, når jeg ikke fik det som jeg ville have det.

.

Mønsteret så sådan her ud.

Den selvsabotage jeg brugte til at bevise at jeg blev dårligt behandlet:

Far: Næseblod, selvmordsforsøg, nægter at sige noget

Ex: Druk, skæren i håndled, tavshed

Ex: Druk, piller, kold krig, nægter at snakke

.
Det er en nasty form for selvsabotage. For dig kan det være noget der er mere subtilt og i en mildere form. Det kan være at du bliver vred, iskold, hævngerrig? Eller at du spiser selvom du ikke har brug for mad? Det kan være at du overarbejder? Eller shopper? Eller er utro?

Hvad er gevinsten ved at give andre magten over dit liv?

http://www.q.dk/MIT%20Q/Guides/2010-41-craving.aspx

Hvis du gerne vil finde din drømmepartner må du skrotte hæmmende overbevisninger som “den perfekte partner findes ikke” – eller hvad det nu er dit lille selv tænker. Hvorfor? Fordi det, du er overbevist om, bliver det, du bliver bekræftet i.

Hvis du gerne vil skifte karriere til dit drømmejob, vil overbevisningen “jeg kan ikke”, “jeg har ikke råd” eller “jeg er ikke god nok” ikke hjælpe dig ret meget! Det vil til gengæld hjælpe dig titusindfold at sige farvel til de begrænsende tanker om dig selv.

Læs af før du læsser på.

Læs AF, for at gøre plade til det nye, du gerne vil have ind i dit liv.

- Erstat dine hæmmende overbevisninger med overbevisninger der vil HJÆLPE dig med at nå dit mål. Opgrader dine lave tanker om dig selv. Opløs din gamle vrede til dig selv eller andre og den gamle sårethed der gemmer sig under vreden. Giv slip på alt det, der får dig til at hænge fast i det liv, du ikke længere vil leve.

“Er der noget inde i mig der vil kunne sabotere opfyldelsen af denne drøm/dette mål?”

Jeg er ved at læsse mine gamle produkter af for at gøre plads til nogle spritnye, der ikke længere vil være så billige at de lugter af discount. Uha, jeg glæder mig til at vise dig dem!

Indtil da: Sig farvel til alt det, der vil spænder ben for din drøm. Det er din drøm alt for kostbar til…

(Tadaa – mit nye vision-board, som jeg blev færdig med i går. Ved du egentlig hvad du vil ha’ – eller nøjes du bare med hvad du tilfældigvis får?)

Du oplevede et svigt i din barndom, og nu fortsætter du med at svigte og såre dig selv.

Ubearbejdet vrede/had/bitterhed

– både overfor dig selv og andre. Vreden dækker over en ubearbejdet sårethed.

Detektiv-arbejde: “Hvem bærer jeg nag overfor? Hvad er jeg bitter over?” (det kan du typisk finde i en oplevelse du ville ønske du kunne have været foruden)

Skyldfølelse, selvbebrejdelse.

Rationelt kan du måske sagtens se at noget ikke var din skyld, men emotionelt føler du, at det er din skyld. Det nytter ikke noget at forsøge at opløse skyldfølelsen rationelt. Følelser og tanker taler ikke samme sprog. Følelser skal føles, rummes og fordøjes for at blive opløst. Hvilken følelse har du svært ved at rumme? (Det er den du har allermest brug for at rumme).

Lavt selvværd, “Jeg fortjener det ikke”.

Hvordan skal du nogensinde kunne skabe det liv, du drømmer om, hvis du inderst inde ikke føler, at du fortjener det? Hvis du ikke føler at du fortjener det, vil du ubevidst skubbe det væk fra dig.

Den Selvsaboterende Tryghedszone.

At blive i selvsabotagen er trygt. Det er noget du kender. Hvor succesen, du drømmer om, er utryg og paradoksalt nok mere frygtindgydende end den selvsabotage du bader i lige nu. Så når det bliver “for godt”, gør du ubevidst noget, der justerer det til det gamle, velkendte. Det er med andre ord det ‘selvsaboterende termostat’.

At gøre følelser forkerte, undertrykke/flygte fra følelser.

Følelser skal føles og fordøjes. Det er nok den letteste måde at komme igennem dem på, selvom vi paradoksalt nok undgår den kortvarige smerte, for at blive i den langvarige smerte.

Projektion, skyggesider.

Alt det, du ikke bryder dig om i andre, men også alt det, du beundrer hos andre, men ikke kan se i dig selv. Projektionen får dig til at blive blind overfor at du har det i dig selv, og det får dig til at gå glip af værdifulde egenskaber og karaktertræk, der rent faktisk kan hjælpe dig med at skabe det liv, du længes efter.

Hæmmende overbevisninger.

Ofte nedarvede fra familie. Overbevisninger, der spænder ben for dig. Ovebevisninger du tror er sandhed, så du bliver bekræftet i din egen tro og ender med at spænde ben for din drøm. Det kan være “jeg  har et lavt stofskifte”, “det er svært at tjene penge”, “den perfekte drømmepartner findes ikke”, “jeg kan ikke xx uden yy”, “jeg kan ikke xx fordi jeg har yy”, osv. Du er så hjernevasket af at dine overbevisninger er sandhed, at de bliver en usynlig begrænsning i et liv, der oser af muligheder.

Ansvarsløshed, Offermentalitet.

At se tingene som at de sker mod dig, i stedet for at forstå at du er medskaberen af din egen virkelighed. Al forandring starter indeni dig selv. Så hvis jeg vil opløse selvsabotagen i verden, må jeg hver eneste dag fortsætte min egen indre oprydning

Så det du ikke har løst i dit gamle, kan med andre ord sabotere dit nuværende(!)

At flygte hjælper ikke. Desværre (jeg har prøvet det mange gange). Det er bare spild af tid, god kærlighed og et godt parforhold.

Så, hvilket mønster går igen i dit nuværende parforhold?

Hvor spøger gamle konflikter fra dine ex’er?

Gammel sårethed kan sabotere dit parforhold (eller mangel på samme), specielt fordi:
(1) Du søger at blive bekræftet i din sårethed (“jeg er ikke elsket/ønsket/værdsat”, etc.). Din gamle sårethed er blevet det filter du lytter med. Og det filter hører en bekræftelse på “Se, det er rigtigt, han/hun elsker/værdsætter mig ikke”

(2) Såretheden udvikler sig til vrede, fordi du naturligvis ønsker at beskytte dig selv… Og hvis der er noget der kan sabotere, er det vrede. Du bliver vred på din partner, begynder at irritere dig over det, du engang fandt sødt eller charmerende. Kan ikke rumme partneren og synes vedkommende “fylder for meget” i dit liv. Med andre ord, ønsker du ubevidst at straffe partneren, fordi han/hun sårede dig. Derfor skaber du en mental distance.

Det er ikke din partner der har såret dig. Du har såret dig selv.

Du har såret dg selv, på grund af det, du fik en andens ord til at betyde om dig. Du sårer dig selv, fordi du går rundt med en underliggende overbevisning om at “jeg er uelsket/uønsket/ikke noget værd”. Derfor skal problemet altid opløses inde i dig selv – og ikke i partneren.

Oldgammel sårethed styrer dit liv.

Den gamle sårethed blev typisk skabt da du var barn. Opløs den, så dit liv ikke skal styres ud fra den. For så længe du har en gammel sårethed i dig, vil du hele livet gå rundt med dette filter og igen og igen bumpe ind i noget, der bekræfter dig i, at du “ikke er god nok”, “ikke er elsket”, “ikke er ønsket”, eller det, der er værre…

“Hvordan gjorde du?”

I 2006 blev alle mine kort til banken inddragede. Der var intet tilbage, kun ét stort minus.

At det havde endt så vidt viste sig ikke at være uden grund.

Min søster gjorde mig opmærksom på at mit forhold til penge faktisk var forudsigeligt, fordi jeg som barn havde oplevet min fars voldsomme og voldelige skænderier om penge og det fik mig til at bande dem langt væk, hade dem og se dem som roden til alt ondt.

Dét var en enorm øjenåbner.

Jeg troede at jeg var offer for økonomisk uheld og offer for at have chefer der snød mig økonomisk, men i virkeligheden var det mit indre had til dem, der ubevidst holdt dem på afstand. Så hver gang jeg fik penge, skilte jeg mig af med dem så hurtigt jeg kunne.

Ubevidst repræsenterede de for mig roden til alt ondt, bekymringer, krig, vold og enorm utryghed.

Jeg havde skabt et liv uden penge, for det var, hvad jeg som barn drømte om: At kunne BEVISE at man sagtens kan være lykkelig og havde et lykkeligt forhold UDEN penge!

Min indre, rasende 9-årige pige styrede min økonomi!!

Hvem styrer i virkeligheden din økonomi? (hvis din økonomi ikke er, som du gerne vil have, den skal være – så er der en god garanti for, at der er en knapt så økonomisk del af dig, der har overtaget styringen…)

Hvilken del af dig træffer økonomiske beslutninger for dig?

Hvorfor hæmmende/selvsaboterende overbevisninger er vigtige at kigge på – og opløse

FØLG MED I DE HÆMMENDE OVERBEVISNINGER PÅ DENNE YOUTUBE-KANAL

5 timer senere fangede jeg mig stå ved kassen i SuperBest med en pakke italiensk pasta/kylling-ret, en yndig lilla (men temmeligt uspiselig) plante og 10 blandede frugter.

Dér slog det mig at jeg ikke havde taget en ordentlig beslutning om at spise nærende mad, så derfor havde jeg automatisk handlet ud fra vanen om at købe mad, der giver mig mere tid – men desværre ikke mere næring og sundhed. (Og selvom jeg ikke længere behøver at tænke på vægten, betyder det ikke at jeg ikke behøver at tænke på sundheden – det er også hvad min højt elskede hårpragt prøver på at fortælle mig, idet den fælder mere end nogensinde).

Så NU tager jeg beslutningen!

Tror du på den?

Det lyder meget fint og motiverende, men den sætning er intet værd, uden en handling, der støtter den.

Det vi siger er fuldstændig ligemeget. Vores handlinger siger mest.

Hold øje med dine handlinger:

• Hvad afslører DE om hvad du har comitted dig til?

• Hvad afslører de om hvad du endnu ikke har comitted dig til – altså det, du bare taler om, men ikke gør noget ved?

• Dén ALLERstørste grund til at du spænder ben for din drøm om at blive selvstændig – og hvordan du kan navigere udenom den, så du kan sparke R*v, i stedet for at spænde ben!

• Dén selvsaboterende overbevisning der spænder ben for 8 ud af 10, der gerne vil starte deres eget – og hvordan du tackler den (i stedet for at lade dén tackle dig!)

• Så vil jeg naturligvis også fortælle hvem jeg er, hvordan jeg selv spændte ben for min drøm om at blive selvstændig og hvorfor jeg brænder så meget for at DU skal holde op med at spænde ben for dig selv

• Og der bliver naturligvis plads til, at du kan stille alle de spørgsmål, dit hoved er fyldt med

.

TILMELD DIG HER

(dato og tid bliver sendt til din e-mail – og du kan lytte med selvom du ikke kan være der live)

.

• Og vil du have det fint med at andre også får hjælp og inspiration, af at DU får taget livet af din overbevisning? (to fluer med ét smæk)

.

Jeg er ved at lave en række videoer eller lydfiler hvor jeg i hvér tager livet af en overbevisning. Jeg kom til overbevisning no#3, da det slog mig, at det vil være meget meget sjovere at have en person til at svare på spørgsmålene live, i stedet for at jeg selv giver svar-eksempler.

Jeg forestiller mig at vi laver et opkald via Skype, som jeg kan optage og dele med andre der vil få glæde af det – (mens du får glæde af at blive fri for den hæmmende overbevisning).

Så hvis du gerne vil have taget livet af en overbevisning, der spænder ben for dig – OG samtidig gøre en forskel for andre, så skriv her, på Facebook eller til lana@lanabos.com hvad din overbevisning er, og jeg vil glæde mig til at hjælpe dig med at tage livet af den!

- Støttende overbevisninger, der driver dig henimod det liv, du drømmer om?

- Eller selvsaboterende overbevisninger, der spænder ben for og blokerer dig..?

Selvsabotage er meget komplekst – hvis man anskuer det fra alle dybder, ender og kanter – hvilket jeg jo gør.

Så nu vil jeg prøve noget andet.

Jeg vil simpelgøre det. Lave en letforståelig version af ‘Selvsabotage For Dummies’.

Hvad selvsabotage er (i langt de fleste tilfælde) kan siges med ét ord: HO (ho ho)

Det står for Hæmmende Overbevisninger.

Anthony Robbins omtaler overbevisninger (på engelsk ‘beliefs’) som “The Power To Create And The Power To Destroy”.

Huh. Stærkt!

Det ER stærkt.

For overbevisninger kan enten opbygge eller nedbryde dig og dit liv.

Hæmmende overbevisninger spænder ben for dig og blokerer din evne til at nå dit mål.

Hvor langt når du f.eks. med disse overbevisninger:

“Det er svært at tjene penge”?

“Jeg kan ikke gøre det jeg drømmer om uden en uddannelse”?

“Jeg kan ikke tabe mig – jeg har prøvet (næsten) alt”?

“Man kan ikke få alt hvad man vil have”?

Hvor langt når du mon med de overbevisninger? I hvert fald ikke i mål. Dét er selvsabotage – du spænder ben for dig selv ved at have hæmmende, selvsaboterende overbevisninger, der gør DIG til din personlige stopklods.

Hæmmende overbevisninger er det, der spænder allermest ben for der hvor du er, og dér hvor du gerne vil være. De hæmmende overbevisningerne er din mentale stopklods og de er så dårlige, at de frister til at give op før du overhovedet har prøvet. Så du får ret i dine overbevisninger.

Det BLIVER svært at tjene penge (fordi du ikke gør en skid for det)

Det ER svært at smide fedtet (fordi du bliver ved med at spise som du plejer)

Du KAN ikke gøre det du drømmer om, uden en uddannelse (fordi du ikke engang tør prøve!)

Og du KAN ikke få alt hvad du vil have (fordi det er det du tror).

Så hvis du gerne vil befri dig selv fra at leve i mental fangeskab, så ændr bare én hæmmende overbevisning, til en, der er støttende og hjælper dig med at komme tættere på din drøm, i stedet for længere væk fra den…

Hvad mon du ville gøre anderledes hvis du var overbevist om at…

Det er let at tjene penge?

At du sagtens kan gøre det, du drømmer om, uden en uddannelse? (og at det faktisk bare vil ende med at være din fordel?)

At det er lige så let at tabe sig som det er at tage på?

At du kan få lige nøjagtigt dét, du tror, du kan få?

1700 kroner.

Hvis vi antager at det er hvad der svarer til dit månedlige madforbrug, så tænk bare over om den mad du spiser, er en god investering i din krop…

Giver den mad du indtager dig tifold energi tilbage, eller giver den dig kun 10% energi tilbage?

Giver den dig energi nok til at opfylde dine mål og skabe det liv, du gerne vil leve?

Måske sluger noget af det mad du køber rent faktisk mere energi end det giver?

.

Prøv dette eksperiment:

1. Åbn dit køleskab og dine køkkenskabe
2. Find én ting i dit køleskab og én ting i dit køkkenskab der er en rigtig dårlig investering i din krop, på den måde at det ender med at give dårlige bivirkninger, at det modarbejder dit mål eller at det suger energi ud af dig
3. Find én ting i dit køleskab og én ting i dit køkkenskab der er en rigtig god investering i din krop, på den måde at det både fylder din krop med næring, energi og nydelse!

Eksperiment 2:

Stil dig selv disse spørgsmål, næste gang du står i supermarkedet med en indkøbskurv i hånden…

“Hvilken mad og drikkevare vil hjælpe mig mest med at nå mit mål?”

“Hvilken mad og drikkevare vil spænde ben for mit mål?”

- Styrketræning keder mig, men det er absolut nydelsesfuldt at have en fast, trimmet og stærk krop!

- At gøre rent kan være grrrr-irrrriterende, men bagefter er det lækkert, nydelsesfuldt og befriende!

Det der gør nydelse interessant, i forhold til selvsabotage, er gevinsten. Altså den nydelse der indtræffer, EFTER at du har gjort noget, der er knapt så nydelsesfuldt.

Kortvarig nydelse kan let narre dig. Jeg nyder f.eks. smagen af dessert og snacks, men bagefter kommer bivirkningerne. Og når det kommer til stykket, er nydelsen ved at have en slank krop, langt mere nydelsesfuldt end  smagen af en hvilkensomhelst dessert eller snack! Skriv det ned:

En slank krop er langt mere nydelsesfuld end denne _______ (indsæt den snack der hjemsøger dig)!

En alkoholiker nyder en kold øl, ligesom en ryger nyder sine cigaretter og shopaholikeren nyder at shoppe. Men effekten af det, er alt andet end nydelsesfuldt for dem alle 3. Det er en selvsaboterende nydelse.

- Nyder du effekten af at have løbet en tur? Men ville du hellere blive indendøre end at tage løbeskoene på og komme afsted? Er du villig til at gøre det alligevel? Ja, fordi følelsen efter løbeturen, og sundheden på længere sigt, overskygger den stejle bakke, det piskende sved og den galoperende puls.

- En mor nyder sit barn og sin familie, men de færreste mødre nød graviditeten for ikke at nævne slutningen af den! Var hun villig til at gøre det alligevel? JA, fordi gevinsten var mere nydelsesfuld end smerten undervejs.

Prøv at tænke på bare én ting, du tøver med at gøre, men som du godt ved at du er nødt til at gøre….

Hvad vil gevinsten være, hvis du er villig til at gøre det her alligevel?

…Hvad vil gevinsten være, hvis du GØR det, du ved du skal gøre, selvom du ikke har lyst?

Forskellen er, at du må give afkald for nydelsen for en stund, men du kan til gengæld indkassere den bagefter!

Alternativet er at du gør det, du nyder NU (overspringshandler, spiser is, osv.), men bagefter spøger den dårlige samvittighed og en lidt tungere krop. Dét er selvsabotage forklædt som nydelse.

Jeg har gentagne gange bildt mig selv ind, at jeg ville nyde en iskold is, men bagefter fortrød jeg det. Det var en forførende nydelse, og den nydelse er ikke ægte. Og så er den så kortvarig, at den ikke engang er besværet værd.

Gå efter den langvarige nydelse i stedet for.

.

…Og hvis du absolut insisterer på at du skal have den is, så spørg dig selv:

“Vil denne is også give mig nydelse bagefter, når den er væk?”

og

“Hvad vil give mig mest nydelse: Denne is, eller den krop jeg gerne vil have?”

.

Bilen, der kørte ind i dem, blev kørt af en gammel dame, der nu er død. Død. Det er slut. Havde hun bare kørt 1 minut før eller senere, ville hun stadig være levende. Havde vi holdt os til vores oprindelige aftale om kl. 17 og ikke 15.30, ville hun måske have fået et par år ekstra. Men sådan er det altid. Livet er et spørgsmål om tid. Og den tid er begrænset. Det er virkelig virkelig vigtigt at vi får det allerbedste ud af det!

Hvad venter jeg på?

“Jeg venter på at få børn”, “Jeg venter på at flytte”, “Jeg venter på at blive færdig med uddannelsen”, Jeg venter på at vi bliver gift”, “Jeg venter på at jeg finder et arbejde”, “Jeg venter på at jeg får tjent nok penge til at kunne gøre xxx”.

NEJ.

STOP.

Du ved ikke engang om du vil leve så længe at du overhovedet når det.

HOLD SÅ OP MED AT VENTE.

Hvad ville du gøre hvis du holdt op med at vente?

Jeg ville nyde livet.

Værdsætte det.

Sætte pris på det.

Være taknemmelig for mit liv og alle de mennesker der er i det.

Og vigtigst af alt: Gøre det, jeg ved jeg skal gøre, selvom jeg er bange.

For i sidste ende er der intet at være bange for, når man sammenligner med døden.

Jeg skænkede det heller ikke en tanke hvorfor jeg i 2002, 03, 04, 05 og 06 havde gentagne fordøjelsesproblemer.

Nu ved jeg at symptomer som forstoppelse og irritabel tyktarm er et signal for stress – i hvert fald i min krop. Og at jeg reagerer stik modsat når jeg er stresset: Jeg bliver stille, trækker mig til mig selv, siger ikke ret meget, har svært ved at lytte og (som min kæreste har bemærket) griner heller ikke ret meget.

Så måtte jeg lige fiske en sætning frem jeg for kort tid siden sendte til en bekendt, der måtte aflyse en komsammen pga. stress:

Stressen er en gave (i en knapt så skøn indpakning. Men ikke desto mindre en gave)

Det dejlige ved det, vi siger til andre er, at det også er råd til os selv (så hvis du har svært ved at give dig selv et råd, så spørg dig selv, hvad du ville sige til en anden!)

…Og gaven i min stress var, at jeg var kommet på afveje fra min passion. Jeg havde tænkt for meget i at gøre mit budskab skarpt og havde derfor snævret mit fokus ind til vægttabs-sabotage. Men begejstringen for det simple blev afløst for meningsløsheden over at arbejde med noget der var knapt så dybt, som det jeg i virkeligheden er fascineret af.

Overvægt er ikke problemet i sig selv, det er bare et symptom på et problem. Overspisningen er bare et symptom på at der er noget (helt andet) galt. Det var blevet for “overfladisk” til mig, der elsker dybde. Og det sendte et forkert budskab ud, for overvægten er ikke det égentlige  problem. Og i øvrigt kan kvinder være sunde, lykkelige og se knaldgodt ud selvom de er en størrelse 40 (lykke og frihed afhænger hverken af størrelsen på kjolen, BH’en eller bankkontoen). Samfundet laver i forvejen rigeligt af idealforvrængede billeder, og det behøver jeg ikke være med til. Vi behøver ikke alle være åleslanke og bruge str. 36, det er ikke min drøm i hvert fald (selvom jeg dog er meget glad for selv at være åleslank (jaja lidt overfladisk har man vel lov til at være )

Min drøm er at opløse selvsabotage, så vi ikke spænder ben for vores drømme og ikke fører selvsabotagen videre til næste generation. Jeg er ikke vokset op med vold og magtesløshed og jeg har ikke haft depressioner og afprøvet selvmordsforsøg for kun at arbejde med vægttab! Fandme nej! Vi skal have det hele med: HELE selvsabotagen, fra alle livets områder! Alle de gnavende, ødelæggende dele indeni os der tærer på det liv, vi kun har én gang. Og det er nu.

Phew. Det var dejligt at “finde hjem” igen. Hjem til selvsabotagen, og ikke kun vægttabet. Vægttabs-sabotagen er også med i det nye, men der er blevet plads til dens søskende også. Dem arbejder jeg på nu, og vil løfte sløret for snart…

Men når det kommer til at rydde op i computeren, kniber det lidt mere. For der kan filerne jo bare lige puttes ned i kasser og rodebunker kan kamufleres med navne som “Billeder” eller “Musik”, “Dokumenter”, osv.

Og når det kommer til Mental Rengøring, er den hel gal. Her kan der gå flere ÅR før vi er blevet så tilpas trætte af vore liv at der MÅ ske noget. Men hvorfor vente så længe? Og hvorfor vente til vi er nede og vores psyke skriger efter vores opmærksomhed?

Hvad er vigtigst: Dit hjem eller DIG?

Hvis du er vigtig, hvorfor glemmer du så at “rydde op” i dig selv og dine indre begrænsninger? Hvorfor rydder du ikke op i det, der spænder ben for dig selv? Du husker at støvsuge, men hvor fedt er det at have et gulv der er nullermands-frit, mens dit sind fortsat er invaderet af psykiske nullermænd, som hæmmer din frie undfoldelse?

Ryd op i dig selv.

Giv dig selv en mental hovedrengøring!

Hvilke særlige talenter har din indre “heks”?

Hun er skarp. Hun lader sig ikke hundse rundt med. Hun er ligeglad med hvad andre tænker. Hun er den hun er, om så hun bliver hadet og brændt for det (til gengæld kommer hun i historiebøgerne og en tradition bliver opkaldt efter hende)! Hun har magiske kræfter. Hun tænker anderledes end andre. Hun tror på magi. Hendes liv er magisk.

Hvordan kunne det hjæpe dig at være en “heks”?

At være den jeg er, og være fuldstændig ligeglad med om folk kan lide det eller ej. (Nogen vil hade det. Andre vil hylde det. And so f***ing what!) At indsætte de videoer som perfektionisten ikke er så vild med – heksen er ligeglad. Krydre mit liv med magi. Tage et shot “magisk eliksir” hver morgen (i stedet for at kalde det “kaffe”). Tage min kost og arbejde ude i skoven, i stedet for at sidde her foran skærmen i dette afsindigt lækre vejr!

Hasta la vista!

Nu skal min indre perfektionist bare tillade dem at komme frem i verden.

Jeg ELSKER min indre perfektionist, hun er så vidunderlig. Takket være hende har jeg fået en masse 12-taller (hun brokker sig dog stadig over det, der ikke blev det) og takket være hende giver jeg ikke op, før jeg kan mærke at jeg leverer et resultat, der virkelig rykker for mine kunder.

Min indre perfektionist kan få mig til at sidde oppe til kl 3:30 om natten for at justere en lille detalje, andre ikke vil skænke en tanke. Men hun hader småfejl og sjusk. Hun er en strid madamme. En hård chef. Men jeg elsker hende virkelig. Jeg er stolt af hendes skarpe blik og det, hun kan!

I dag vil jeg holde et møde med hende.

Jeg vil spørge hende om; hvorfor hun ikke vil have de videoer ud endnu; hvordan de skal være for at hun vil være villig til at lægge dem ud; og hvordan hun er bange for at de vil blive modtaget, hvis de bliver lagt ud, selvom de kun er halvgode og ikke knaldgode.

Hvem kunne det hjælpe dig at holde et møde med?

.

Kendetegn for en shopaholic:

• Shopper for at dulme følelser (fx angst, vrede, skuffelse, etc.)
• Er presset af shoppingens konsekvenser
• Føler sig fortabt uden et kreditkort
• Køber ting på kredit, der ikke ville være købt kontant
• Føler en rus (og måske også angst) ved at shoppe
• Føler skyld, skam og mangel på kontrol ved at købe
• Lyver om sine indkøb og pengeforbruget
• Opholder sig ofte i butikker i mange timer
• Tankerne kredser konstant om penge
• Flytter rundt på kreditkort og konti for at få større råderum

Kan du genkende noget hos dig selv eller en, du kender her?

Shopaholisme er også en måde vi kan sabotere os selv på. Og vores økonomi. Og måske vores parforhold og familieforhold (og forholdet til banken). Og vores selvrespekt. Og måske vores drømme, hvis shopaholismen betyder, at vi ikke har råd til noget vi drømmer om.

Jeg var selv shopaholic engang, men kom så meget af med det, at jeg i dag hader at shoppe. Det føles fuldstændig som tidsspild i dag. Men dengang var det et kick og en rus!

Det er fuldstændig lige meget om vi saboterer os selv ved at spise, drikke, shoppe, ryge, tage stoffer, være utro eller whatever. Årsagen er den samme. Det er årsagen der er interessant at dykke ned i.

Så hvad er ligheden mellem shopaholisme og vægttabs-sabotage?

Ud fra min egen erfaring som shopaholiker og overspiser/trøstespiser, lyder det enkle svar sådan her:

For shopaholikeren giver shoppingen en kortvarig rus og dulmer ubehagelig følelser.

For overspiseren giver maden en kortvarig rus og dulmer ubehagelig følelser.

…Så begge dele giver følelser, vi gerne vil have, og dulmer følelser vi ikke vil mærke til.

“Gør noget andet”, var hans svar.

Så simpelt kan det siges.

Og det virkede!

Nogle gange er svarene på de spørgsmål, vi leder efter, så simple, at vi ikke selv kan se dem.

Om ikke andet kan vi prøve at gøre noget andet, mens vi venter på svaret…

Hvis i dag var din sidste dag, ville du så stadig gøre det, du gør nu?

Dét spørgsmål stiller Steve Jobs sig selv af og til. Og hvis svaret er “nej” i for mange dage i træk, så er det for ham et tegn på at han skal lave noget andet.

Jeg vågnede i morges med en følelse af tristhed (det er ikke så mærkeligt efter en frivillig søndag på krisecentret, med nogle triste historier, der affødte frustrationen over ikke at kunne samle alle verdens voldelige mænd i ét syltetøjsglas til en gang intensiv terapi!). Jeg havde ikke lyst til at stå op, men gad da absolut heller ikke at blive i sengen!

Så jeg spurgte mig selv: “Hvis i dag var min sidste dag, ville jeg så stadig gøre det, jeg gør nu?”

- Svaret var, at jeg stadig ville forstætte med at snakke, skrive og inspirere andre om selvsabotage, men jeg ville ikke bare sidde foran en computerskærm dagen lang, men (også) være der, hvor jeg når ud til flest.
Dét svar affødte en idé om at rejse og dele mine guldkorn om vægttabs-sabotage i lande udenfor Danmark, f.eks. England. Så jeg er nu i fuld gang med at udforme Weight Loss Sabotage sitet (som jeg købte i sidste uge) med stor fornøjelse, og glæder mig ved tanken om at kunne rejse og få selvsabotage-guldkornene ud til flere. Det er interessant hvordan alle brikkerne falder på plads. Og vores følelser er en del af de brikker. Så hvis du føler utilfredshed, tristhed eller frustration over hvor du er nu, kan det måske være et tegn på at noget skal justeres…

Jeg plejede at have en del “kampe” med min familie om uddannelse. Deres indgroede overbevisning er, at man ikke kan leve uden en uddannelse, og jeg gætter på at den kommer af, at min farfars succesfulde selvstændige virksomhed brød sammen under 2. verdenskrig og han mistede ALT. Det må have sat nogle spor i de 7 søskende.

Men under den sidste uddannelses-diskussion for et år siden, indså jeg at det, der i virkeligheden er slemt, ikke er, når DE tvivler på om jeg kan klare mig uden en uddannelse, men når JEG tvivler på mig selv.

- Og den eneste grund til, at jeg spildte min tid på at overbevise dem, var fordi jeg ikke selv var overbevist…

Jeg var blevet hjernevasket med “du er ikke noget værd uden en uddannelse” og havde fortsat med at hjernevaske mig selv med den selvsaboterende sætning.

Så jeg behøvede slet ikke at overbevise dem, om at jeg havde ret, for den eneste der skulle overbevises, var mig selv. At indse dét var virkelig en befrielse, for så kunne jeg tage fat på den egentlige selvsabotage, som ikke er “derude”, men “herinde”. Og det var mine egne selvsaboterende tanker, der hviskede “du kan ikke klare dig uden en uddannelse”.

Og pyha, det tog sin tid at bryde igennem lag efter lag af den ældgamle selvsaboterende overbevisning…

- Så hvis der er en der ikke er enig i dine synspunkter og din drøm, og det irriterer dig, så tag et kig indad og spørg:

Hvordan tvivler jeg selv på det, jeg vil?

Og ikke mindst…

Hvad ville jeg gøre, hvis jeg IKKE tvivlede på mig selv?

(Så ville du måske først og fremmest IKKE bruge tid på at overbevise andre, men bare springe ud i det – og blive ved – og ved…)

- En måned senere vejer hun 63 kg.

- Et par måneder efter det vejer hun 65.

- Næste gang er det 68.

- Langsomt sniger det sig op til 70 kg.

- Så bliver det 75.

- Og så ser du hende ikke mere (fordi hun isolerer sig, så ingen skal se hendes – nu synlige – overspisningsproblem).

Hvad ville du spørge hende om?

Hvad ville du sige til hende, hvis hun betroede dig, at hun var ked af at have taget så meget på?

De fleste vil bare sige “jamen du vejer da ikke for meget” (fordi de sammenligner med hvor meget de selv vejer eller sammenligner med hvordan en “rigtig overvægtig” ser ud).

Men en “rigtig overvægtig” har også vejet mindre engang. Den eneste forskel er bare, at problemet voksede – og voksede – og voksede – og blev til sidst så stort at det gik ud over arbejdsindsatsen, helbredet, forholdet, selvværdet, selvtilliden, den indre livsglæde… og så MÅTTE man tage fat i det!

Jeg gider ikke at vente vente til problemet er vokset sig større. For så er det blevet så fælt et problem, at det vil tage endnu længere tid at løse.

“Løs alle problemer mens de er små. Så får du aldrig store problemer”, var der en der sagde

Men i de flestes tilfælde fortsætter det (især fordi overvægt er så tabu-belagt. Vi vil hellere læse om det i avisen end at snakke om det med dem, der er det).

- Så næste gang vejer hun 80

- så 85

- så 90

…og SÅ begynder du at snakke med jeres fælles venner eller familiemedlemmer om hun godt nok ikke har lagt sig lige lovligt meget ud?

Men du tør stadig ikke snakke med hende om det, for ikke at såre hende…

Men bare rolig, hun bliver såret hver gang hun kigger sig selv i spejlet og hun sårer sig selv hver gang hun spiser mere end hendes krop har brug for…

Det jeg ville gøre var – ikke at motivere hende til at tabe sig eller snakke om fedtet – men snakke om årsagen til at det er gået som det er gået. Ikke se fedtet som problemet, men den grund til at hun spiser, selvom hun ikke har brug for mad, men noget helt andet. En ‘Selvsabotage Session‘ med mig handler slet ikke om kost og motion (du ved allerede hvordan du ville spise hvis du havde en slank krop), men om de tanker og følelser der ligger bag.

Det var disse udpluk af kommentaren jeg især bed mærke i (du kan læse resten her):

“Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad det er du prøver at bidrage med”

“Når jeg ser mange af dine videoer, så synes jeg mest af alt, at det er banaliteter, du taler om og det virker relativt ugennemtænkt, det du siger. Du bruger rigtig mange ord, men siger ikke ret meget.”

“..så er der for mig at se ingen budskab overhovedet andet end at du promoverer dig selv. Det kommer til at ligne et ret narcissistisk projekt, hvor du gerne vil være kendt men måske i virkeligheden ikke har det helt store budskab…”

“Også i din bog tænkte jeg flere gange: ja, og….? Det er helt almindelige hverdagsoplevelser fra et kvindeliv. Jeg tror de fleste af os (desværre) har oplevelser med dårlig sex, som vi ikke skulle have deltaget i, brud med en kæreste, en abort eller andet men det er stadig såre almindeligt.”

“Jeg fik tanken under læsningen, at du måske skulle have ventet med at udgive den til du havde noget mere levet liv og dermed flere både tragedier og skønne øjeblikke at skrive om. Det er rystende banalt og en anelse umodent.”

“Jeg kan jo se, at mange kvinder synes, at det du bidrager med er godt og inspirerende. Det er rigtigt positivt. Jeg forstår det bare ikke. Jeg savner fuldstændig noget essens og dybde i dit budskab – og jeg savner i den grad en følelse af at du har en SAG, der handler om andet og mere end at sætte spot på din egen person, så du kan få så meget rampelys som muligt. Det er vel ikke interessant i sig selv at være et kendt ansigt bare for at være kendt. Det lugter lidt af Big Brother, synes jeg. Det krævede ingen talent.”

.
Puha, jeg synes det er så sørgeligt, at jeg er næsten lige ved at græde.

Dette indlæg afslører virkelig nogle selvsaboterende overbevisninger, der ikke handler om Powerprinsessen, men om kvinden selv. Selvsabotagen ligger i, at det hun skrev, er skrevet ud fra hendes egen begrænsning.

Forestil dig, at din indre kritiker hvisker disse sætninger til dig: “Du kan ikke arbejde med banaliteter”, “Hvis du skal arbejde med noget skal det være gennemtænkt”, “Du må ikke promovere dig selv”, “Det er ikke godt at være narcissistisk”, “Du skal have det helt store budskab, hvis du vil ud i verden og inspirere andre”, Du kan ikke arbejde med noget der bare er almindelige hverdagsoplevelser eller som er såre almindeligt”, “Du skal vente med at udgive en bog til du har levet mere liv og oplevet flere tragedier og skønne øjeblikke”, “Du kan ikke udgive noget der er banalt og umodent”, “Du skal have essens og dybde i mit budskab”.

Puha, det lyder som en dårlig udgave af “Jantalaw no. II”, ikke?

.

Forestil dig at du har disse overbevisninger. Hvor meget føler du dig indskrænket og hæmmet af disse tanker og overbevisninger? Jeg føler mig lidt klemt i en spændetrøje der hedder ‘forventninger’. Naturligvis er forventninger fantastiske, for de sørger for at vi hele tiden forbedrer og udvikler os, men forventningerne og kravene til os selv og andre, kan også kvæle initiativ, lyst, kreativitet, autencitet! Jeg håber enten at denne kvinde vil opfinde en helt fantastisk dyb sag der er gennemtænkt, ikke handler om banaliteter, ikke er såre almindeligt, har det helt store budskab, ikke er umodent, har essens og dybde og uden at promovere sig selv – ELLER at hun vil tage et skridt ud af de hæmmende begrænsninger. For nogle gange er det netop “banaliteter” der hjælper og inspirerer tusindvis af andre mennesker. Og en sag kræver ofte at vi selv står frem og promoverer dem.

.
Jeg bliver nødt til at afslutte med at bringe en anden vinkel på alle disse overbevisninger:

“Du kan ikke arbejde med banaliteter” – Alt er en banalitet – for nogen – og dybt inspirerende for andre. At have et job der ikke inspirerer en masse mennesker, er absolut også en banalitet!

“Hvis du skal arbejde med noget skal det være gennemtænkt” - Du kan også vente så længe, at årene går, du sidder som 60-årig klar til at gå på efterløn og ikke har inspireret noget, fordi du har været så dybt optaget af dit navlepilleri.

“Du må ikke promovere dig selv. Du må ikke sætte spotlyset på dig selv. Spotlyset skal være på din SAG” – Hvordan vil du inspirere andre, hvis du ikke må bruge dig selv som inspirationskilde?

“Det er ikke godt at være narcissistisk” - så det er ikke godt at elske sig selv? Puha, sikke en sørgelig tanke!

“Du skal have det helt store budskab, hvis du vil ud i verden og inspirere andre” - Det vil du aldrig få. For det der er “det store budskab” for dig er røv-uinteressant i andres øjne.  Jehovas Vidner har et stort budskab, men det giver mig da ikke lyst til at lytte til dem og læse deres “Vågn Op”-blad.

“Du kan ikke arbejde med noget der bare er almindelige hverdagsoplevelser eller som er såre almindeligt.” - Phew, så er der ikke ret meget tilbage at vælge i mellem, er der? Selv det, at arbejde med voldsramte kvinder er hverdagsoplevelser – for dem.

“Du skal vente med at udgive en bog til du har levet mere liv og oplevet flere tragedier og skønne øjeblikke” - ja og da er du måske død og kan ikke inspirere ret mange…

“Du kan ikke udgive noget der er banalt og umodent” - det der for én virker banalt og umodent, er for andre en ENORM hjælp og inspirationskilde!

“Du skal have essens og dybde i dit budskab” - Hvad vi ser “dybde” i, afhænger af hvem vi er og hvad vores livsoplevelser har været. Vi ser ikke verden som den er, men som vi er…

Da jeg dykkede ned i min irritation opdagede jeg at det var en række forstyrrelser igennem dagen (især uvigtige telefonopringninger og baggrundsstøj) der havde hobet sig op til at blive en eksplosiv irritation – der til sidst gik ud over min kæreste. Og det var netop også forstyrrelser der havde irriteret ham og ført til hans smågnavne humør.

Vi dykkede ned i forstyrrelserne, fik snakket om hvad der frustrerede os hver især (det er meget vigtigt: vreden/frustrationen skal ikke kvæles eller fortrænges; den skal udtrykkes!) og når den blev forløst, dukkede indsigterne op!

Indsigten var, at forstyrrelser er små budbringere af muligheder!

Telefonopringningerne rummede en invitation = en mulighed jeg kunne vælge enten at sige “Ja tak” eller “nej tak” til. Forstyrrelserne rummer en mulighed til at opdage noget nyt og måske finde nye løsninger, i stedet for at gøre som jeg plejer. Og selv det, at sige “nej tak” rummer muligheden for at sætte grænser, justere prioriteringer eller lære noget nyt om mig selv.

Det eneste problem med forstyrrelserne, er mine tanker omkring dem. Og når mine tanker om forstyrrelserne er “jeg burde ikke bruge tid på det her” og “det er spild af tid”, så BLIVER det spild af tid og jeg får ikke ret meget andet end irritation ud af forstyrrelsen.

Men hvis jeg derimod vælger at anskue forstyrrelsen fra den modsatte vinkel, f.eks.: “hvad er muligheden i dette?”, “hvad kan jeg lære af dette” eller “hvordan kan dette hjælpe mig?”, så begynder pæren at blinke og der dukker glimende svar frem!

Hallelujah!

Min søde kæreste mente heller ikke at jeg havde brug for at smide mere fedt, da vi mødtes i 2007 og jeg vejede 10 kg mere end jeg gør i dag, men 10 kg mindre end på billedet fra sommeren 2006. Alligevel holdt jeg fast i at det ville jeg! Og det er han absolut GLAD for i dag!

Da jeg selv var overvægtig sagde jeg til en veninde, der gerne ville smide 2 kg at “dét skulle hun absolut ikke!!”, og jeg blev helt bekymret for om hun havde anoreksi. Men i virkeligheden gav hendes lyst til at tabe sig mig dårlig samvittighed, fordi jeg lignede en flodhest ved siden af hende. Så hvis hun tabte 2 kilo ville det jo blive helt fatalt for mig, der trængte til at tabe mig – ikke bare 2 – men 20!

Der er naturligvis situationer hvor helt tynde føler sig fede, men naturligvis ikke er det, og det er en helt anden sag (kaldet anoreksi). Men i langt de fleste tilfælde er dem, der siger “nej, du har da ikke brug for at smide 5 kilo”, større end dig, mere samvittighedsplagede end dig (eller også er de mænd) eller måske vil de bare ikke have at du bliver lækker UDEN dem. Så, for din egen skyld: Lad være med at dele dit ønske om at få den krop du gerne vil have, med en der ikke selv har den…

Men så kom jeg til at tænke på, hvem jeg selv ville have hjælp af: En der stadig saboterede den krop hun gerne ville have og som stadig overspiste og trøstespiste? Eller en der var blevet satans lækker og så fri for det selvsaboterende overspisnings-fængsel, at man aldrig skulle tro hun havde vejet et gram for meget?

Uha, jeg ville da først og fremmest GLÆDE mig over at kunne se et levende bevis på at det sidste er MULIGT!!

Så kom jeg til at tænke på et program jeg på et tidspunkt så, hvor diætisten selv lignede en der kunne trænge til at spise bare liiiidt mindre (eller dyrke lidt mere motion). Hun var ikke en jeg ville betegne som slank og derfor ikke en jeg ville have hjælp af. Og på samme måde ville virkelig overvægtige (100+) ikke komme til mig, for jeg har ikke prøvet at veje mere end det, der for dem ville være en befrielse at veje.

Til gengæld er småovervægtige og chubby kvinder lykkelige for at jeg gør det, jeg gør, for ingen vil tage dem seriøst hvis de siger at de er “overvægtige”. Så der er ikke ret meget støtte at hente og deres overspisningsproblem bliver ikke taget seriøst, for “så galt er det heller ikke”. (Skal man så vente med at tage overspisning og trøstespisning seriøst til når det ER gået helt galt??)

Så GU er det troværdigt og gu er det fantastisk at man kan blive fri for vægttabs-sabotage, overspisning og trøstespisning og at du ikke bare har mit ord på det, men også billede!

www.youtube.com/watch?v=qek14HjV5IE

I sidste uge spurgte jeg min søster om hvad hun skulle have på til sin vielse på lørdag og svaret lød lidt kedeligt. Meeen, så kom hun ind på at hun faktisk havde prøvet en kjole hun var helt vild med, men synes var for dyr i forhold til hvad hun ville give.

Jeg ringede øjeblikkeligt til min mor og “sladrede” om kjolen, for at vi kunne slå os sammen og give hende den. Og der gik ikke mange sekunder, før min mor absolut insisterede på at give hende kjolen.

Da jeg snakkede med min søster for et par dage siden, havde hun købt kjolen – og til hendes store overraskelse var den sat 50% ned! “Hvis ikke du havde sladret til mor, så ville jeg ikke have opdaget at den var sat ned!”

Så ja, vi kan sladre på en yderst saboterende og selvsaboterende måde, men også på en fantastisk hjælpende måde. Så hvorfor ikke bare bruge den sidste? Der er i hvert fald ikke noget grund til at dække over vores indre sladrehank væk, for den rummer noget værdifuldt.

Hvorfor lave om på rastløsheden og gøre den forkert?

Jeg tænkte på det i går, da en god ven sagde at han var rastløs, og det lød nærmest som om det var en lille infektion (en kollektiv epidemi kaldet DAMP).

Jeg kan blive lidt ked af tanken om, at jeg har brugt så mange år på at gøre min rastløshed forekert, når den i virkeligheden altid har været min ENORME styrke, min indre POWER og en vidunderlig gave! Jeg har altid haft gang i mange spændende ting, er meget engageret, passioneret, er for rastløs til at lave ingenting, elsker at handle, elsker spænding og trives når jeg bruger min handlekraft!

Nej, jeg gider ikke at meditere, bare fordi det skulle være åhh-så-godt-for-sjælen. Det er uden tvivl glimrende for mange, men min meditation er at gå i skoven. De grønne træer og den dybe stilhed der er i skoven, nærer mig og oplader mig 1000% gange mere end både meditation og yoga. Løb giver mig afslapning, eufori, nydelse, glæde, tilstedeværelse i nuet og meget mere, mens min kæreste bliver decideret stresset af at løbe! Skal han så begynde at løbe fordi det er så sundt, så udrensende og sygdomsbekæmpende?

Jeg skal ikke lave om på den jeg er, fordi jeg skal prøve “at være bedre til at slappe af”. Jeg slapper aller-allermest af, når jeg ACCEPTERER den, jeg er, i stedet for at prøve på at være den perfekte udgave af noget jeg ikke er…

Og det interessante er, at tanken “jeg er for rastløs” netop GØR mig stresset, hvor accept af rastløsheden på magisk vis slutter kampen mod den og jeg kan bruge dens vidunderlige styrker til at nå mine mål!

Skoven kalder…

Et stykke derfra var en blanding af internationale unge, der morede sig over et spil frisbee!

Det er et meget godt billede af det statistikkerne viser: at danske unge er de mest “tørstige”!

- Men hvad er det, de i virkeligheden tørster efter..?

I lørdags havde vi besøg af en ung japaner, der synes det er sørgeligt at han ikke kan mødes med sine medstuderende, uden at alkohol er fast inventar på gæstelisten. Han er ligeså gammel som dem, men kan se det ærgelige i, at de ikke kan “koble af” og “være sig selv”, uden at drikke alkohol!

Er det blevet så forkert at være ‘sig selv’, at man skal have en ‘legal grund’ til at være det?

Det er virkelig paradoksalt, for jeg har oplevet at blive beskyldt for at være “mærkelig”, hvis jeg var “for” fjollet og skør UDEN at have drukket det, der ligner alkohol. Men hvis alkohol er indblandet, forventes det ligefrem, at man er fjollet og skør (hvis ikke, har man “drukket for lidt”)! Så hvis alkohol er det, der skal til, for at vi kan få lov til at være fjollede, skøre og have det sjovt, så er det ikke så sært at 90% af landets unge tæller dagene til det bliver weekend, så de kan drikke sig (og jeg citerer:) “pissestive” og “have det sjovt” (sær kombination, ikke?)

Tricket er dog ikke at bruge sætningen hver dag, for så mister den sin magi (ligesom en sang mister sin ladning, når du lytter til den for tit). Faktisk bruger jeg kun min powersætning når jeg har BRUG for power!

“Fake it ’til you make it”

- og er det ikke fantastisk? Tænk hvor fantastisk brugbar vores evne til at LYVE kan blive! Så der er ingen grund til at amputere den, skamme sig over den eller forsøge at bilde dig selv ind, at du ikke ejer den egenskab, men at alle andre gør det (projektion). Brug den på en super brugbar måde i stedet for!

Og når det kommer til stykket, lyver du jo faktisk når du siger “åhhh, jeg kan bare ikke noget som helst i dag”. Det er jo en decideret selvsaboterende løgn, for du kan jo godt, du gider måske bare ikke (og siger det derfor for at have en “legal grund” til at slippe)…

Øvelse: Find bare én måde, du kan bruge din evne til at lyve, på en yderst hjælpende (og ikke-selvsaboterende) måde!

(Prøv noget nyt!)

Jeg var ærligt talt rystet da jeg så det!

RYSTET over, at når jeg føler mig grim og oppustet, er jeg faktisk bare ligeså lækker som Britney (hvem havde troet det?). Jeg har bare aldrig vidst det, fordi jeg ikke har en Personlig Retoucher!

Det er rystende så meget vi er omgivet af forvrængning, at vi til sidst tror at ‘der er noget galt’ med os. Og at dette forvrængede syn på virkeligheden påvirker vores selvbillede så meget, at vi ikke tror vi kan betegnes som lækre.

Vi er helt, helt naturligt og kvindeligt lækre – ligesom (den virkelige) Britney!

Foto lånt fra Q

Normalt ville jeg tænke “neeeeeeeeej” (som i: “Hvorfooor Gud???”) – Men nu ser jeg det som en mulighed for, at jeg kan få et endnu smukkere spejl, som jeg vil nyde at kigge på hver eneste dag.

Sidste år blev et lækkert opbevaringsglas, jeg holdt meget af, ødelagt, og jeg var helt “knust” (det kan man kalde medfølelse). Det er desværre ikke et der kan købes, men jeg prøvede dog at vende det til noget positivt og lovede mig selv at jeg nok skulle få det erstattet af 10 andre! Interessante nok, skete der det bare 2 uger efter, at jeg fik muligheden for at få 10 identiske glas. Not bad! Jeg ville nok ikke have kigget efter muligheden for at finde dem, hvis ikke det ene var gået i stykker.

De småting er naturligvis bare en metafor for TILLIDEN til livet generelt.

Hvordan vender man den tankegang? – Ved at rydde ud i gamle, hæmmende (selvsaboterende) mønstre og indgroet mistillid til livet og fremtiden. For generelt når der sker ting der “ikke burde ske”, kan jeg nu se muligheder i det, som jeg ikke kunne se før. Og dét er en fantastisk tillid til livet. Det er frihed!

Jeg var træt af den følelse, indtil jeg opdagede at den er en drikraft til udvikling, forbedring, forandring, vækst! Uden utilfredshedsfølelsen ville jeg bare være tilfreds og ikke være drevet til mere. Men jeg er ikke tilfreds! Der er milliarder af selvsaboterende mennesker og selvsaboterende handlinger hver eneste dag.

Tænk hvis Henry Ford havde lagt sig tilfreds tilbage og tænkt “ahhhh, det er helt perfekt med hestevogn!”. I dag nyder vi friheden af hans utilfredshed, for ud fra den, opfandt han bilen! Som han selv udtrykte det: “Hvis jeg havde spurgt folk hvad de ville have, ville de have svaret “en hurtigere hest”“…

Skulle Gandhi bare have have tilfreds med at være advokat? Nej, nogen indeni ham gnavede over Indiens manglende frihed. Takket være hans utilfredshed, gjorde han sit bedste for at gøre Indien til et frit land…

Uden Pernille Melsteds utilfredshed over det ellers så glamorøse sex-and-the-city-liv i New York, ville Danmark have været en passionskilde og hele to pasionsbøger fattigere…

Hvordan kunne din utilfredshed være med til at forbedre verden?

ELSK din utilfredshed - den er en vigtig hjælper!

Det paradoksale i det, er at selvsabotagen ikke er utilfredsheden, men det, at du den forkert, forsøger at vige udenom den og ikke synes den ‘burde’ være der. Men den forsvinder ikke før du fanger dens budskab…!

(…jeg glemte bare at jeg gik ind på toilettet for at gøre det samme!)

Så i virkeligheden så jeg lidt ned på andre kvinders forfængelighed, men var blind overfor min egen. (“Når vi peger fingre af andre, er der altid 3 fingre der peger tilbage mod os selv”). Når det kommer til stykket er jeg måske mere forfængelig end dem! Jeg er så forfængelig at jeg, hvis jeg ser en bekendt i fitness centret eller i byen, går jeg forbi og lader som om jeg er en anden. Ikke fordi jeg er arrogant og afskyr mennesker (det sker meget sjældent), men fordi jeg har en bad-hair-day og tænker “arrh, jeg ser ikke helt godt ud i dag…”. Så hvis du tror jeg er snobbet eller arrogant, skal du bare vide, at jeg egentlig bare er super-forfængelig.(Så bare sig bare hej!)

I dag gik jeg ind i fitness-centrets toilet (nej, ikke for at lægge makeup på, den æra er ovre) og NØD forfængeligheden derinde: duften af lækker kvindeparfume! (højst sandsynligt for at dække over en knapt så lækker duft!). Hvor er jeg dog glad for forfængelighed, for uden den ville det toilet ose af stanken af mandeurin. Hurra for forfængeligheden!!

"Jeg virker måske lidt arrogant, men jeg er faktisk bare forfængelig"

Pssst…! Hvis du også er forfængelig og gerne vil smide sulet, så se min forvandling her

Og i sidste ende var den eneste rigtige undskyldning: “Jeg gider ikke”. Fordi det er nemmere at lade være. Det er nemmere ikke at gøre noget! Men du tør ikke være ærlig overfor dig selv og har ikke lyst til at afsløre din dovenskab (det ville være for pinefuldt), så derfor finder din hjerne på alverdens elendige undskyldninger – alt fra din tid, dit job, din arbejdsløshed, din sygdom, dine omgivelser, din økonomi, dine gener, dine smagsløg, whatever…

Drop det selvbedrag og vær for en gangs skyld ærlig overfor dig selv. Bare sig: “Okay, jeg indrømmer, jeg gider inderst inde ikke. Hvis jeg virkelig gad, ville jeg forandre det”. Når du indrømmer det, er sandsynligheden paradoksalt nok større for at du vil gøre noget ved det, end hvis du fortsætter dine elendige undskyldninger.

Jeg har haft alverdens dårlige undskyldninger – lige fra “jeg har prøvet ALT” (Bullshit!) til mine gener til den by jeg bor i til den familie jeg har til den kæreste jeg har. Men det er S-E-L-V-B-E-D-R-A-G! Undskyldninger er en smart måde at NARRE dig selv på.

Så prøv noget nyt: Erkend at du i virkeligheden ikke gider, og at det er grunden til at du ikke gør ALT muligt tænkeligt for at løse dit problem.

~ Og jeg vil sk**e på om dit problem skyldes en genetisk fejl, for dit største problem er ikke problemet, men din selvsaboterende klamring til undskyldningen!

Tjek denne teleklasse hvis du har svært ved at tabe dig (men let ved at komme med undskyldninger til hvorfor du ikke kan): http://www.lanabos.com/teleklasse.php

Derfor er jeg ikke altid tilhænger af blødsøden “positiv psykologi”. SMERTE er godt! Og nogle gange er en anelse mere smerte netop dét vi har brug for, for at vi vågner op og tænker:

“Fandme NEJ! Der må være en bedre måde at leve livet på!!”

For 9 år siden vågnede jeg en nat efter at have indtaget et pilleglas panodiller. Jeg stirrede på badeværelsesspejlet og så min gullige krop og ansigt. Jeg fortrød at jeg havde tømt det pilleglas, og indså at jeg faktisk ikke ønskede at dø, jeg ønskede bare lindring, fred, frihed… 5 måneder senere sad jeg udenfor og indhalerede en pose lightergas til den smukkeste stjernehimmel. Pludselig gik jeg helt i sort og kunne kun skimme et hvidt lys. Jeg blev bange over tanken om dette “lys” nogle mennesker oplever ved nær-døds-oplevelser. Det var dér jeg indså, at hvis jeg alligevel skal dø, så kan jeg ligeså godt leve mit liv fuldt ud først og gøre alt det jeg har lyst til først. Stikke af, rejse væk, fordufte. Absolut første skridt ville være at stikke af fra det “fængsel” til et barndomshjem jeg boede i. Den beslutning var enormt svær og stressfuld, men til sidst fik jeg modet til at gøre det, fordi jeg vidste at hvis jeg blev, ville selvsabotagen (selvmordsforsøgene) bare fortsætte. Og det interessante var, at det var først da jeg smuttede fra det “fængsel”, at mit liv virkelig begyndte.

Forandringen var svær (for at sige det mildt), men i guder hvor var den dog tiltrængt!!

Jeg foreslår skam ikke at du skal forsøge at begå selvmord eller fortsætte med det! Jeg foreslår at du skal give dig selv LOV til at LIDE. Læg de bedøvende medikamenter fra dig! (hvad enten dit bedøvende middel er piller, mad, alkohol, shopping, arbejde, sex, mennesker, bøger, rygning, lightergas, mm.) – tro mig, det råd er faktisk meget tidsbesparende! Lad være med at distrahere dig selv fra smerten. Smerten er en meget større hjælper end vi nogensinde er blevet opdragede til at tro. Smerten fortæller dig at “det her er saftsuseme elendigt” og at BLIVE i det er endnu mere elendigt! Smerten er det, der driver os til forandring. Det er meget muligt at Moder Theresa var kærligheden selv, men hvis hun ikke fandt det smetefuldt at se alle de fattige og hjælpeløse børn lide, ville hun ikke have gjort så store anstrengelser for at forvandle den smerte hun så, til kærlighed.

Så giv smerten lov til at være der – ELSK smerten. For den er et spirende frø til forandring! At hade smerten vil svare til at hade forandring, men du er vel enig i at forandring er temmelig godt og temmeligt sikkert lige netop det du har allermest brug for, når du sidder fast?

Hvis ikke jeg fandt selvsabotage smertefuldt, ville jeg bare være blevet tøjdesigner, i stedet for at dedikere mit liv til passioneret at hjælpe mennesker ud af selvsabotage og ind i friheden. Smerten er en glimrende hjælper! Den hjælper os til at forbedre verden.

Værktøjer til at lide lidt mere:

Hvor mange ÅR har du spildt på at spænde ben for dig selv?

Hvad har _______ (din selvsabotage) kostet dig?

Hvad har _______ (din selvsabotage) forhindret dig i at få?

Tag endelig alle de Kleenex frem du kan finde! For det her er mere sørgeligt end selv den sørgeligste film! Forskellen er bare at filmen er dit liv, du spiller hovedrollen og DU er morderen – der slår alle dine drømme ihjel med dit mordvåben lavet af frygt og fejlslagne overbevisninger, mens du siger: “Det kan ikke lade sig gøre, så drømmene må dø!”

Så græd og lid (UDEN at ty til noget der bedøver din smerte!). Når der er gået 5-14 dage er du højst sandsynligt så tilpas træt af det hul du har gravet dig selv ned i, at du vil op derfra!

I Stein Baggers tilfælde var det anerkendelse han hungrede efter. Masser af den, for at dække over skamfølelsen af “ikke at være god nok”. Han var så drevet af at få enorm anerkendelse at han var villig til at få den på en meget selvsaboterende måde (svindel, bedrag). Og han fik anerkendelsen! ..Men som ved enhver anden selvsabotage kommer “tømmermændene” efterfølgende. Stein Baggers “tømmermænd” blev 7 års fængsel, manglende frihed, skamfølelse, dårlig samvittighed, et elendigt ry…

Hvad er “tømmermændene” efter din selvsabotage? Dårlig samvittighed? Overvægt? Stress? Lær alle konsekvenserne at kende på forhånd!

Hvad giver din selvsabotage dig?

Da jeg trøstespiste var det, jeg i virkeligheden havde brug for, en pause. Så min selvsabotage (overspisning) gav mig lidt fri fra de tunge, passionsløse opgaver. Ironisk nok tillod jeg ikke mig selv at holde fri, af ren og skær dårlig samvittighed, men bagefter gav overspisningen mig netop dårlig samvittighed (og igen dagene efter, når jeg så min krop i spejlet).

Giver din selvsabotage dig tryghed? følelsen af frihed? nydelse? afslapning? anerkendelse? accept? selvmedlidenhed?  ___?

Hvordan kan du skabe det, din selvsabotage giver dig, på en god og støttende måde (der ikke giver medfølgende “tømmermænd”)?

Men når det kommer til målsætningsregler, skal jeg passe på. Fordi at alt for mange regler får min indre rebel til at bryde løs og sabotere reglerne, fordi den hader at leve i en forudbestemt spændetrøje…

Jeg er knaldgod til at lave regler og jeg kan også have selvdisciplin til at følge dem (for en stund), men det er bare ikke særlig holdbart i længden. For min indre rebel fylder meget og skal nok finde en måde at sabotere de frihedsindskrænkende regler på, så den igen kan trække vejret frit, bestemme selv og leve et knapt så forudsigeligt liv.

Derfor er det vigtigt at tage hensyn til min indre rebel og lave regler der også får den til at trives. Det vil bl.a. sige IKKE at lave alt for specifikke regler (ja, stik imod alle “målsætnings-regler”!) – og specielt ikke regler der strækker sig over længere tid end 10 dage! Min indre rebel hader 2 dage der er ens. Så “meditér hver morgen i 30 dage” er en glimrende specifik regel, der er suveræn for mange, men den holdt kun i én uge for mig. Så blev det skide kedeligt og forudsigeligt! Min indre rebel vil have variation og lov til at vælge efter lyst, humør, vejret, følelser, osv. Så nogle morgener er det skovtur, andre park, løbe/gåtur, fitness-center, hypnose, visualisering, udstrækning, yoga, whatever. Bare ikke det samme dag ud og dag ind. Det finder min indre rebel kvælende!

Det interessante i det er, at når jeg IKKE laver specifikke regler, fungerer det glimrende. Jeg har i noget tid hørt hypnose mindst 2 gange om dagen (nogle gange MANGE gange om dagen). Men hvis jeg lavede en specifik regel der hed “hypnose mindst 2 gange om dagen”, ville min rebelske side sabotere det mål. Det eneste jeg opfordrede mig selv til var bare “hør masser af hypnose”, som slet ikke er specifikt. Men det virker – for både mig og min indre rebel!

Det samme gælder hvad vægttab og slankekure angår. Hvis ikke min rebel fik lov til at “leve” under slankekurene, fik slankekurene højst en levetid på 14 dage. Men da jeg gjorde plads til rebellen, var vi alle tilfredse!

Så jo mere specifikke regler er, jo mere kæmper min indre rebel imod dem og jo større er sandsynligheden for at reglerne bliver saboterede. Det er stik imod al logik. Men hvem sagde at selvsabotage er logisk?

Jeg lavede engang denne hudpleje-rutine-regel, der kun holdt én dag. No wonder, jeg bliver skræmt væk bare jeg kigger på den. Den er alt for forudsigelig, keeedelig, skemalagt og dikterende til en rebel… Zzzzznoooork… (ikke engang farverne kunne lokke mig!)

Så tænk over om du saboterer dine regler fordi de er for frihedsindskrænkende, for kedelige, for forudsigelige og generelt kvæler din indre rebel. For hvis din indre rebel føler sig kvalt, skal den nok sørge for at kvæle dit mål – og så kommer du jo ingen vegne…

Idag, efter selv at have udviklet en enorm hang til naturen, er jeg ikke i tvivl om at han valgte stedet fordi han selv var en enorm naturelsker og selv var vokset op i bjergrige, naturskønne omgivelser. Og i dag længes jeg pudsigt nok selv efter naturen hver eneste dag – langt væk fra larm og mennesker. Efter at have boet i byer i 9 år er jeg taknemmelig for at han valgte lige netop det skønne sted.

• Hvilken version af historien har du valgt at tro på?

Læg mærke til, om versionen er nøje undersøgt, eller om den stammer fra en anden persons synspunkt…

Forestil dig at du er en dygtig detektiv, og undersøg objektivt sagen. Kan noget andet være tilfældet end det, du har bildt dig selv ind? Forestil dig at det MODSATTE faktisk er tilfældet, og find beviser for det. Mine detektiv-lege som barn lærte mig at beviserne altid dukker op, når vi leder efter dem. Indtil da lægger vi ikke mærke til dem, fordi vores bevidsthed er et andet sted.

Jeg kunne virkelig ikke forstå hvorfor jeg var trist efter en forfriskende miniferie i Göteborg, blandt andet i denne smukke skov:

Dyb stilhed på toppen af Göteborg

Hvordan kan man være trist efter dét?

Min indre coach ville have mig til at “fokusere på det positive”, for “ved at være trist bliver min dag bare trist og ødelagt”.

Men tag nu lige en slapper Frøken Coach! For hvad er der liiige galt med at være trist, andet end du har besluttet dig for at det er “forkert” og “uhensigtsmæssigt”?

1. Først og fremmest er det vel ikke SÅ mærkeligt at vågne op med tristhed efter et mareridt om at min elskede blev mishandlet og tortureret, at jeg var for magtesløs til at befri ham og at jeg hverken kunne huske eller finde nummeret til politiet! (Det er 114)
2. For det andet er det ikke så mærkeligt at være trist over at mit stærke behov for at tilbringe meget mere tid i skoven – alene – ikke blev opfyldt, fordi jeg havde det dårligt med at være ærlig og sige: “Hør her skatter, i dag er jeg asocial og introvert og du vil få en meget gladere og dejligere kæreste, hvis du hygger dig i byen - alene - og jeg nyder skoven - alene.”
3. For det tredje er tristheden en fantastisk budbringer. Det eneste den prøvede på at fortælle mig, var: “I dag skal du give dig tid til dig selv. Tag i skoven! Vær asocial og sæt arbejdet på stand-by, for en halvfuld opladning giver halvfulde resultater.” Ahhh, tak tristhed, jeg elsker dig!
4. For det fjerde bliver tristheden (og andre “forkerte” følelser) kun et problem, når vi gør dem til et problem. Så paradoksalt nok, oplever jeg igen og igen at når jeg accepterer tristheden, giver den LOV til at være der, så forsvinder tristheden i løbet af ganske få sekunder. Det er meget meget nemmere end at undertrykke eller bekrige den!
5. For det femte er min tristhed en gave: Hvis jeg ikke selv kendte til tristhed, vil jeg ikke kunne forstå andre menneskers tristhed. Og inde i tristheden findes en fascinerende dybde og stilhed – præcis ligesom i skoven…

Jeg havde faktisk slettet al musik der vakte minder om en smertefuld tid da jeg var 16, men så poppede Smokie’s Runaway Train op. Måske for at minde mig om at det, at slette sange og fortrænge minder, ikke heler sår…

” I run away but it always seems the same”

Denne sang bringer mig automatisk tilbage til da jeg var 16 år, og mit livs første store kærlighed (på 27), efter 6 måneders vidunderligt forhold, for første gang viste sig fra sin meget jaloux side…

De første par gange var esktremt hårde. Forestil dig at du er 16 år og er blevet “reddet” fra en voldelig, frihedsindskrænkende far og gentagne selvmordsforsøg af denne fantastiske “drømme”mand, der deler dit livssyn og du føler er den eneste i hele verden der forstår dig. Men denne drømmemand ser så “dig” (dvs. en med samme Føtex-jakke og hårfarve) kramme en fyr i Fitnesscentret, når du i virkeligheden på det tidspunkt er i omklædningsrummet. Forestil dig at denne drømmemand smider dig ud og beder dig finde et andet sted at bo, men du har ingen steder at tage hen. Du er helt alene. Og at bede nogen om hjælp, ville afsløre din skamfulde, fucked-up fortid. Din lykkelige drøm om ægte kærlighed blev opfyldt, for blot at briste med et BRAG 6 måneder senere.

“It seems no one can help me now,
I’m in too deep; there’s no way out”

Den første gang var så hård, at jeg indenfor 30 minutter havde druknet mine sorger i en hel flaske Gammel Dansk. Det eneste jeg kan huske er glimter af at ligge på badeærelsesgulvet med bræk udover mig selv og høre døren blive rusket i, mens jeg bliver mere og mere bevidstløs. Andre gange skar jeg i mit håndled med et barberblad. Og i mine frokostpauser på designskolen gik jeg ture alene i selskab med en 50 cl’s Gammel Dansk i inderlommen. Bare lige for at dulme den skærende tomhed i den kolde distance der var mellem mig og kærligheden. Der var Tomt. Dødt. Smertefuldt.

“So tired that I couldn’t even sleep
So many secrets I couldn’t keep”

Det er selvsabotage når det er værst!

- At ville “dø”, for at straffe en anden. At skade sig selv, som et desperat forsøg på overtale; “hvis du gør det her mod mig, så dør jeg måske”. Det er en dyb, dyb selvsabotage, der er farlig. Alligevel er den almindelig hos mange unge mennesker, og det er sørgeligt.

“Can you help me remember how to smile?
Make it somehow all seem worthwhile”

Den 16-årige pige indeni mig græder stadig. Hun græder fordi hun aldrig fik lov til at græde færdigt. Fordi jeg var for stolt til at græde færdigt. Men følelserne skal ud, ikke låses inde.

“I promised myself I wouldn’t weep
One more promise I couldn’t keep”

Jeg har brugt årevis på at fylde de triste følelser og den 16-årige fastlåste pige med “positiv psykologi”, så hun kunne holde op med at græde og i stedet se alt i et positivt lys. Jeg har heppet “Kom videre! Giv slip!” og beordret “Tag dig sammen!”. Jeg har givet hende masser af affirmationer og malet et stort smil på hendes læber. Men alt det er i virkeligheden bare en måde at navigere udenom følelserne på: fordi de er for smertefulde at mærke. Fordi det er meget nemmere at sætte noget muntert baggrundsstøj på, drikke lidt rødvin, læse en selvhjælpsbog mere eller spise lidt chokolade, så serotoninniveauet stiger, og “alt er godt”. Mens årene går, og følelserne forbliver hvor de blev efterladt. At tage sovebriller på og lukke øjnene, vil bare føre til en ny selvsabotage. Lad være med at putte de gamle, ubearbejdede følelser i fryseren! Til sidst er fryseren fyldt med gammelt lort og frysere bruger energi for at køre rundt!

“Seems like I should be getting somewhere
Somehow I’m neither here nor there”

Mens jeg lytter til denne sang, giver jeg hende lov til at græde ligeså længe hun har lyst. Og paradoksalt nok giver det en fantastisk befriende lettelse.

Og ved du hvorfor jeg tror hun græder allermest? For hun ikke fik LØST dramaet. Hun fik ikke ændret den jaloux ex-kæreste til en drømmemand. I stedet var den eneste løsning at flytte fra ham, flytte til en anden by, en tredje by og til sidst bryde kontakten.

“I can go where no one else can go
I know what no one else knows
Here I am just a-drownin’ in the rain
With a ticket for a runaway train”

Det nager hende at det aldrig blev LØST.
- Og det er et ganske typisk psykologisk fænomen: Vi gentager (ubevidst) vores forældres dramaer, for at løse dem på en bedre måde, end de havde løst dem på. Faktisk er det et fantastisk psykologisk instinkt, men at blive bevidst om det er endnu mere fantastisk: For det giver os chancen til at bryde mønsteret, så vi kan leve det liv vi i virkeligheden gerne vil leve, i stedet for at være fastlåst til vores fortid og historie…

“Runaway train, never going back
Wrong way on a one-way track”

Vi kan prøve hårdt på at ændre alt omkring os, så det bliver “perfekt”, men i virkeligheden findes det eneste vi skal ændre, inde i os selv.

Det jeg skulle “ændre” var ikke min ex-kærestes jalousi, men at slutte fred med min egen jalousi. Forstå jalousi. Tilgive min fars jalousi, som i virkeligheden var grunden til at jeg afskyede jalousi (og tiltrak jaloux kærester). Og elske den! Det vi elsker viser sig fra sin bedste side. Det vi hader viser sig fra sin værste side.

Det vi hader, afskyr og undertrykker forstår vi ikke. Det svarer til at hade, bekrige og bekæmpe hovedpine, i stedet for at forstå at hovedpinen måske skyldes væskemangel, psykisk stress eller for mange ubearbejdede tanker (så hovedpinen er i virkeligheden er budbringer, en gave).

- Hvad bruger du din (livs)energi på at bekrige, bekæmpe, fortrænge, undertrykke, “fryse”?

- Hvem græder indeni dig, som du nægter at lytte til?

“A little out of touch, a little insane
It’s just easier than dealing with the pain”

Der er en grund til at du bag facaden (i al hemmelighed) stadig græder indeni, og bliver forfulgt af de minder og følelser du flygtede fra: Noget er uforløst, noget savner din opmærksomhed, der er noget du stadig mangler at lære… Hvad er det?