“Sikke en fed løgn.”

“Sikke en fed løgn. Sådan der så du ikke ud for hverken 3-4-5 eller 6 år siden.” skrev en anonym i det sidste blogindlæg.

Interessant. Ved en hurtigt søgning af IP-nummeret fandt jeg frem til at det var en person jeg havde gået i klasse med i 9 måneder – og at tallene 3, 5 og 6 dermed hurtigt kunne slettes fra listen.

Forbløffende hvordan nogle mennesker tror de kender en, når de faktisk ikke gør det.

- Og interessant at hun tilsyneladende var fluen på væggen i en periode hvor den eneste jeg stort set så var min daværende udlejer (fedthylsteret har en isolerende effekt, hvilket de, der er eller har været der kender alt for godt!)

Da jeg var 15 kendte ingen til mine selvmordsforsøg og volden derhjemme. Selv dér troede mine klassekammerater garanteret at de kendte ‘hende den skøre’. Det var kun en lille del de kendte. I øvrigt kendte jeg ikke engang mig selv, så hvordan skulle andre kunne vide hvem jeg var?

Nogle gange tror vi at vi kender nogen så godt, at vi faktisk ikke engang når ind til dørtærsklen… (Ofte er det eneste vi kender, vores projektioner.)

Så Mette har helt ret i at jeg har været slank før jeg flygtede ind i mad, overspisning, trøstespisning og fedthylsteret.

I den periode jeg gik i klasse med Mette, så jeg sådan her ud i starten:

- Og sådan her senere på året:

Jeg lægger de (for mig yderst ubehageligt grænseoverskridende) “fede” billeder på bloggen for at inspirere andre til at de også kan træde ud af deres fedthylster og ind i deres skønhed.

Jeg bruger min gamle “smerte” til at hjælpe andre, der lige nu sidder fast i fedthylsteret og yoyo-vægten. På den måde vil det give mening hvorfor jeg skulle spilde al den tid på at sabotere mig selv og min skønhed.

Jeg håber at alle vil bruge deres gamle smerte på at hjælpe dem, der lige nu sidder fast i det samme hul.

Også dig, Mette.